Historisk Fysik II
Den nyere Naturforskning

178 Solkonstanten. Termometret i Pyrheliometret steg i 5 Minutter: Klokken 12 1 2 3 4 5 6 4.0 40 4040 O 0 90 00 '7 ’’6 °,2 ^-0 Pouillet beregnede heraf, at Solkonstanten, o: den Varme- mængde, som en sværtet Flade paa en Kvadratcentimeters Stør- relse modtager i et Minut, naar Solstraalerne falde vinkelret paa den, var 1,76 Gram-Varmeenhed. Denne Værdi for Solkonstanten er dog alt for lille, senere Undersøgelser have vist, at den snarere maa sættes til 3. Bruges dette Tal, modtager en Flade paa en Kvadratcentimeter, der træffes lodret af Solstraalerne, i et Aar 3.60.24.36574 = ca. 1,600,000 Gram-Varmeenheder, som vilde kunne smelte 20,000 Gram Is og derved frembringe et Vandlag paa 200 Meters Højde. Spørges der nu om den Varmemængde, der naar Jorden, maa man huske, at dels beskinnes kun den halve Jord samtidig, og dels falde Solstraalerne skraat paa den største Del af den beskinnede Flade. I Virkeligheden kommer der til Jordens hele Overflade kun den Solvarme, som vilde naa en Cir- kelflade, der havde Jordens Ækvator til Omkreds, og som var stillet vinkelret mod Straalerne. Da en saadan. Cirkelflade er en Fjerde- del af Jordkuglefladen, sender Solen til denne i Løbet af et Aar en Varmemængde, som kunde smelte et Islag paa 50 Meters Højde Jorden rundt. Hele denne Varmemængde bliver imidlertid ikke indsuget af Jorden, ti dens Overflade er jo ikke sværtet og har derfor en mindre Indsugningsevne end ovenstaaende Beregning forudsætter. Hvor stor den virkelig optagne Varmemængde er. vides ikke. Men da Jordens Middeltemperatur (ca. 15°C) holder sig uforandret fra Aar til Aar, maa Solvarmen atter straale bort til Himmelrummet (herom nærmere i Vejrlæren). § 144. Mellonis Undersøgelser stadfæstede i et og alt Her- schels geniale Opfattelse af Forholdet mellem Lysstraaler og mørke Varmestraaler (jfr. § 137). Forskellen paa de to Arter af Straaler var kun, at Lysstraalerne brydes stærkere end de mørke Straaler. Ja, ved Hjælp af Stensaltprismet fik Melloni et Spektrum, der fort- satte sig baade ud over de røde og ud over de violette Straaler. saaledes som Seebeck (§ L37) allerede havde iagttaget. De Straa- ler, der danne det lysende Spektrum, udgøre altsaa kun en Del af den Samling Straaler, et ophedet Legeme udsender. Alle Straa- lerne. baade cle lysende og de ikke lysende, følge Spejlloven; naar