Historisk Fysik II
Den nyere Naturforskning
Forfatter: Jacob Appel, Poul La Cour
År: 1897
Serie: Historisk Fysik bind II
Forlag: Det Nordiske Forlag
Sted: København
Sider: 570
UDK: TB 53(09) La Cour
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
186
Lufts Varmeledning.
alle kendte
Fig. 136. Stefans
Maaling af Lufts
Ledningsevne.
Med Undtagelse af Kviksølv ere alle Vædsker slette Varme-
ledere, Vands Ledningsevne er saaledes ca. 450 Gange mindre
end Kobbers.
§ 150. Er Vædskers Varmeledningsevne ringe, saa er Luft-
arternes endnu mindre. Grev Rumford nærede den Anskuelse, at
Vædsker slet ikke ledede Varmen, han kunde nemlig ikke paavise
Ledningen: endnu vanskeligere er det at godtgøre ved Forsøg, at
luftformige Legemer have Ledningsevne. Men nogen Ledningsevne
maa ethvert Stof have, der kan lade sig opvarme, og dette kan
Stoffer. Det lykkedes da ogsaa den franske Fysiker
Malus i Aaret I860 at eftervise, at Brint ledede
Varmen gennem sig. men først Østerrigeren Josef
Stefan (1835—93), Professor ved Wiens Universitet,
maalte Varmeledningens Størrelse for forskellige Luft-
arter.
Han benyttede hertil en Metalcylinder A (Fig.
136), der ved Røret B var forbunden med Glasrøret
C, hvis aabne Ende dyppede ned i en Skaal D med
Kviksølv. AB CD udgør altsaa et Lufttermometer;
opvarmes Luften i A. drives Kviksølvet ud af C; og
omvendt, afkøles A, trækker Kviksølvet sig op i C.
A anbringes nu i en anden Metalcylinder E E. og
gennem Hanerne 1 og 2 kan Rummet mellem A og
EE fyldes med forskellige Luftarter eller pumpes
lufttomt. Hele Apparatet, altsaa begge Metalcylin-
drene med deres Indhold af Luft, blev, før Forsøget
begyndte, opvarmet, og derefter sattes EE i Isvand og fik saa-
ledes Temperaturen 0°. Der gik da en Varmestrøm fra A ud til
E E. Luften i A afkølede sig. og Kviksølvet steg i Røret C. Ste-
fan overbeviste sig om. at Varmestraalingen mellem A og EE ikke
førte til en nævneværdig Varmeoverførelse, og u4s Varmetab skyld-
tes derfor den mellem A og E E værende Lufts Ledning. Af Kvik-
sølvets Bevægelse i C kunde han beregne Varmetabet og dermed
Ledningens Størrelse, og saaledes fandt han. at atmosfærisk Luft
leder ca. 30 Gange siettere end Vand eller ca. 13.500 Gange siettere
end Kobber.
De fleste Luftarter have en lignende lille Ledningsevne som
atmosfærisk Luft, kun Brint leder Varmen betydelig bedre, nemlig
omtrent 7 Gange saa godt. /