Historisk Fysik II
Den nyere Naturforskning

218 Varmemaskiners Nyttevirkning. Havde man nu Apparater (Maskiner), hvorved hele Forbræn- dingsvarmen kunde omsættes til mekanisk Arbejde, da vilde man med smaa Kulmængder kunne udvikle store Arbejdsmængder. Men her gør Carnots (af Clausius nærmere udformede) Sæt- ning (den mekaniske Varmeteoris anden Hovedsætning) om, at for at man kan omdanne Varme til Arbejde, maa Varmen have et »Fald«, gaa fra en højere til en lavere Temperatur, sig gældende (jfr. § 156). Den Varmemængde, deri en Varmemaskine kan omsættes til Arbejde, beror paa, hvor stort et »Fald« i Tem- peratur, man kan skaffe Varmen, og dette bestemmes af rent praktiske Forhold. Beregninger, som ikke høre hjemme i denne Bog, vise, at i almindelige Dampmaskiner, hvor man af Hensyn til Stempelpak- ningen ikke kan gaa synderlig over 200° C, kan højest ca. 20 pCt. af Varmen omsættes til Arbejde; i Reglen udnytte mindre Damp- maskiner ikke 10 pCt., og navnlig smaa Dampmaskiner endnu meget mindre. Overfor Dampturbiner (§ 56) stiller Forholdet sig noget ander- ledes; der kan man nemlig gaa til betydelig højere Varmegrader, idet Turbinen intet Stempel har, og Muligheden for en større Nytte- virkning er altsaa tilstede. DEN MEKANISKE VARMETEORI. § 181. Varmen opfattes altsaa nu som Energi. Forestillingen om et Varmestof er fuldstændig udryddet, og Rumfords Antagelse af, at Varmen er en Slags Bevægelse, er almindelig anerkendt. Varmestofteorien er afløst af en mekanisk Varmeteori, som er bygget paa de Opdagelser og Erfaringer, der ere omtalte i det foregaaende. Hovedsagentlig gaar denne Teori ud paa, at Varmen bestaar i en Bevægelse af Legemernes mindste Dele, en Bevægelse af Molekylerne. Disse ere imidlertid saa smaa, at de ikke kunne ses, men deres Bevægelse kan sanses ved Følenerverne og frem- bringe det Indtryk, som vi kalde Varme.