Historisk Fysik II
Den nyere Naturforskning

230 Retningsnaalen. 2000 Aar f. Kr. Dette er dog maaske en Overdrivelse, hvorimod det er paalideligt, at den kinesiske Forfatter Hiu-tschin i Aaret 121 e. Kr. skrev i sin berømte Ordbog, at Magnet »er Navnet paa en Sten, der kan give Naalen Retning«. Kompasnaalen hed hos Kineserne »Sydviseren«. Rimeligvis har den tidligst kendte »Sydviser« ikke været en magnetiseret Jærnnaal (en kunstig Magnet), men en Magnetsten. Der er nem- lig intet i Vejen for, at en Magnetsten. saaledes som den findes i Naturen, kan tilhugges og gøre Tjeneste som Retningsnaal. naar den lægges paa et Brædt, der svømmer paa Vand. Brædtet vil da paa Grund af Magnetstenens retninggivende Kraft dreje sig, indtil en bestemt Linie i Stenen peger i Syd og Nord. Fig. 158 Fig. 158. En retningvisende Magnetsten. (Billedet fra 1646). Fig. 159. Kepplers Retningsnaal. viser en saadan Retningsnaal, Stenens Nord- og Syd-Linie gaar fra den ene Stjerne til den anden. (Derimod vil Brædtet ikke drages ud til Skaalens Rand: Kraften i Magnetsteneri virker kun til Drejning. Jfr. § 216). § 193. Saavidt man kan skønne have Europæerne faaet Kendskab til Kompasset gennem Araberne, og den ældste Beskri- velse af det er givet af den arabiske Lærde Bailak 1242. Han skriver: »Skippere, der sejle paa det syriske Hav, opstille et Fad fyldt med Vand nede i Skibet, hvor Vinden ikke blæser, naar de ville bestemme Verdenshjørnerne i mørke Nætter, hvor Stjernerne ikke kunne ses; paa Vandet lægge de en (Magnet-)Naal, som er stukket i et Trækors,« og Naalen vil, naar Trækorset frit kan dreje sig. vise Nord og Syd. — Imidlertid vil en saadan Kompasnaal dreje sig noget trægt, idet Vandet gør betydelig Modstand. Keppler (I § 72). der skrev om Kompasset, ordnede Svømmeren paa en anden