Historisk Fysik II
Den nyere Naturforskning

Forfatter: Jacob Appel, Poul La Cour

År: 1897

Serie: Historisk Fysik bind II

Forlag: Det Nordiske Forlag

Sted: København

Sider: 570

UDK: TB 53(09) La Cour

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 594 Forrige Næste
Kinesernes Kendskab til Magnetstenen. 229 Magnetstenens Egenskaber tidligst var tilstede. Historien har godt- gjort, at det østligste af Oldtidens Kulturfolk. Kineserne, længe før andre forstod at anvende Magnetstenen til nyttige Bestemmel- ser. Grækere og Romere have vel anvendt den i Lægekunstens Tjeneste mod Tungsind, Magerhed, Gigt og Krampe, men dette beroede alene paa overtroiske Forestillinger om dens Kraft og svarer ganske til lignende Anvendelser i nyere Tid, saasom mag- netiske Lægeinstrumenter til Brug ved Tand-, Øre- og Øjensyg- domme. Ja, naar de gamle mente, at de kunde erhverve sig Ver- dens Yndest og en henrivende Veltalenhed ved stadig at bære en Magnet paa sig. saa kan man utvivl- somt fmde noget tilsvarende i vore Dage, der ingenlunde ere fri for Overtro. — Men sligt har ingen Værdi i naturvidenskabelig Hen- seende; enhver kan selvfølgelig til- lægge Magneten en hvilken som helst undergørende Virkning uden nogen Begrundelse. — Kineserne vidste derimod noget paaviseligt om Magnetstenen, som de kaldte »thsu schy« □: den elskende Sten, ti »den trækker Jærnet til sig, ligesom en øm Moder drager sine Børn til sig«. De vidste saaledes, at naar man med en Magnetsten stryger en Stang eller Naal af hærdet Jærn (Staal), saa faar dette blivende Fig. 157. Retningsnaal. Magnetkraft; der dannes paa den Maade en blivende Magnet, hvis Kraft ikke forsvinder, fordi Magnetstenen, hvormed Kraften blev fremkaldt, fjernes. — Og tillige var det hos Oldtidens Kinesere en vel kendt Erfaring, at en Stang eller Naal af hærdet Jærn, som var magnetiseret ved Strygning, og som blev ophængt saaledes, at den uden synderlig Gnidningsmodstand kunde dreje sig om en lodret Akse og var i Ligevægt i et vandret Plan, stadig pegede i en og samme Retning, omtrent i Syd. Drejede man Naalen ud af denne Retning, søgte den altid tilbage igen (Fig. 157). § 192. Hvorledes disse Opdagelser ere fremkomne, ved man intet sikkert om; Kineserne selv paastaa. at Retningsnaalen, som nu til Dags kaldes Kompasset, har været i Brug hos dem over