Historisk Fysik II
Den nyere Naturforskning
Forfatter: Jacob Appel, Poul La Cour
År: 1897
Serie: Historisk Fysik bind II
Forlag: Det Nordiske Forlag
Sted: København
Sider: 570
UDK: TB 53(09) La Cour
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
Kinesernes Kendskab til Magnetstenen.
229
Magnetstenens Egenskaber tidligst var tilstede. Historien har godt-
gjort, at det østligste af Oldtidens Kulturfolk. Kineserne, længe før
andre forstod at anvende Magnetstenen til nyttige Bestemmel-
ser. Grækere og Romere have vel anvendt den i Lægekunstens
Tjeneste mod Tungsind, Magerhed, Gigt og Krampe, men dette
beroede alene paa overtroiske Forestillinger om dens Kraft og
svarer ganske til lignende Anvendelser i nyere Tid, saasom mag-
netiske Lægeinstrumenter til Brug ved Tand-, Øre- og Øjensyg-
domme. Ja, naar de gamle mente, at de kunde erhverve sig Ver-
dens Yndest og en henrivende Veltalenhed ved stadig at bære en
Magnet paa sig. saa kan man utvivl-
somt fmde noget tilsvarende i vore
Dage, der ingenlunde ere fri for
Overtro. — Men sligt har ingen
Værdi i naturvidenskabelig Hen-
seende; enhver kan selvfølgelig til-
lægge Magneten en hvilken som
helst undergørende Virkning uden
nogen Begrundelse. — Kineserne
vidste derimod noget paaviseligt om
Magnetstenen, som de kaldte »thsu
schy« □: den elskende Sten, ti »den
trækker Jærnet til sig, ligesom en
øm Moder drager sine Børn til sig«.
De vidste saaledes, at naar man
med en Magnetsten stryger en
Stang eller Naal af hærdet Jærn (Staal), saa faar dette blivende
Fig. 157. Retningsnaal.
Magnetkraft; der dannes paa den Maade en blivende Magnet, hvis
Kraft ikke forsvinder, fordi Magnetstenen, hvormed Kraften blev
fremkaldt, fjernes. — Og tillige var det hos Oldtidens Kinesere en
vel kendt Erfaring, at en Stang eller Naal af hærdet Jærn, som
var magnetiseret ved Strygning, og som blev ophængt saaledes,
at den uden synderlig Gnidningsmodstand kunde dreje sig om en
lodret Akse og var i Ligevægt i et vandret Plan, stadig pegede i
en og samme Retning, omtrent i Syd. Drejede man Naalen ud af
denne Retning, søgte den altid tilbage igen (Fig. 157).
§ 192. Hvorledes disse Opdagelser ere fremkomne, ved man
intet sikkert om; Kineserne selv paastaa. at Retningsnaalen, som
nu til Dags kaldes Kompasset, har været i Brug hos dem over