Historisk Fysik II
Den nyere Naturforskning

228 Platon om Magnetstenen. Fig. 156. Magnetstenens Tiltræk- ningskraft. vidste, er Lidtrykt af Platon i en af hans Samtaler, hvor han lader Sokrates sige: »Men denne Sten tiltrækker ikke alene selv en Jærnring, den lægger tillige sin Kraft ind i Ringen, saa denne igen formaar at tiltrække en anden Jærnring, og paa den Maade kunne en Række af Jærnringe og Jærnstykker hænge ved hin- anden; dette sker alene ved Kraften fra (Magnet-) Stenen«. Græ- kerne havde altsaa set, at Magnetstenen baade tiltrak Jærn og gjorde dette tiltrækkende, den ene Ring bærer den anden (se Fig. 156); men fjernes Magnetstenen, mister ogsaa Jærnet sin Kraft, ti den var kun i Jærnet, fordi Magnetsteneri var tilstede. — Hertil skal dog føjes, at rimeligvis have de ogsaa vidst, at Magnetens Kraft træn- ger gennem andre Legemer; Lucre- tius (95—55 f. Kr.), der var en romersk Lærling af de græske Filosofer, skri- ver nemlig, at Jærnstykker, som ligge i en Kobbergryde, blive »magnetiske« o: vise Tiltrækning til hverandre, naar der skydes en Magnetsten ind under Gryden. Forøvrigt henlægge Grækere og Romere mange Fabler om Magnet- stenen og dens Kraft til Indien, der allerede ved vor Tidsregnings Begyn- delse var Eventyrlandet, om hvilket det utrolige ikke blot blev fortalt, men ogsaa troet. Den romerske Hi- storieskriver Plinius beretter som et troværdigt Udsagn, at »ved Floden Indus ligge to Bjærge; det ene har den Egenskab at holde Jærn fast, hvorimod det andet støder Jærn bort, og derfor vil en- hver, der med jærnbeslaaede Sko staar pa^ det ene Bjærg, ikke kunne løfte sin Fod derfra, medens den jærnbeslaaede Sko med uimodstaaelig Kraft vil stødes bort af det andet.« Overmaade farligt var det at nænne sig med et Skib til det tiltrækkende magnetiske Bjærg, ti Naglerne bleve trukne ud af Skibets Planker, saa de faldt fra hverandre. § 191. De gamle Fabler pege imidlertid i den rigtige Ret- ning. naar Talen er om at finde det Land, hvor Kendskabet til