Historisk Fysik II
Den nyere Naturforskning
Forfatter: Jacob Appel, Poul La Cour
År: 1897
Serie: Historisk Fysik bind II
Forlag: Det Nordiske Forlag
Sted: København
Sider: 570
UDK: TB 53(09) La Cour
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
234
Magnetpolers Virkning paa hinanden.
sagt med faa Ord, ensbenævnte Poler frastøde, uens-
benævnte Poler tiltrække hinanden. Der er altsaa ikke
blot en magnetisk Tiltrækning (Magnetpolens Virkning paa Jærn),
der er ogsaa en magnetisk Frastødning. Dette mærkelige Forhold
omtales første Gang løselig af Lucretius (§ 190), men den græske
Historieskriver Plutark (50—120) fortæller, at Ægypterne havdo
givet Magneten Navnene Horus og Typhon, der ere Symboler paa
Forening og Adskillelse, og heraf kan man drage den Slutning, at
Nilfolket hai kendt baado don magnetisk© Tiltrækning og Frastød-
ning. Dog kom der først nogen Klarhed i denne interessante Sag.
da Naturvidenskaben blev genfødt i Vesteuropa.
§ 198. Kineserne forstod sig særlig paa den praktiske An-
vendelse af Magneten som »Sydviser«, hvis Stilling de iagttog
med stor Opmærksomhed og gjorde derved den Opdagelse, at
Naalen peger ikke nøjagtig i Syd og Nord. Det liedder herom i
ot kinesisk Skrift, fra det Ilte Aarhundrede, at »Magerne stryge
Naalen med Magnetstenen, og den kan da vise Syd, men den
peger dog altid lidt mod Øst og er altsaa ikke rettet nøjagtig
mod Syd.«
Det varede længe, før Europæerne opdagede Magnetnaalens Af-
vigelse fra Nord- og Syd-Linien. Maaske havde dette sin Grund i. at
de ældste europæiske Kompasser ikke vare forsynede med Kredsind-
deling, og i. at paa den lid, da Kompasset blev indført i Middelhavs-
landene, var Naalens Afvigelse fra Nord dér kun lille. I hvert Fald
kom Erkendelsen af, at Naalens Retning ikke var nøjagtig Nord
og Syd, først frem med Styrke og Klarhed ved Christofer Colombus'
Kart over Atlanterhavet. Han berettede nemlig, at han til sin store
Forundring og Søfolkenes Ængstelse saa, at Magnetnaalen pegede
ö1// mod Vest, da han ved Solnedgang bestemte, hvor han var
(200 Mil vest for Øen Ferro) d. 14. September 1492. Mærkelig nok
nævner han ikke, at Kompasset paa den Tid viste omtrent 9° mod
Øst i Middelhavet, og det er næsten utroligt, at denne Afvigelse
ikke var kendt saa sent som 1492. Man kan derfor ikke med
Sikkerhed afgøre, om hans Forundring skyldtes, at Magnetnaalens
Retning ikke faldt sammen med Nord- og Syd-Linien, eller om
Forundringen skyldtes, at Naalen paa det nævnte Sted afveg mod
Vest og ikke mod Øst, Men hvordan nu end hans Forundring
skal tydes, saa er det sikkert, at han ved sin Beretning rejste
Spørgsmaalet om Naalens Retning. At Columbus i hvert Fald efter