Historisk Fysik II
Den nyere Naturforskning

234 Magnetpolers Virkning paa hinanden. sagt med faa Ord, ensbenævnte Poler frastøde, uens- benævnte Poler tiltrække hinanden. Der er altsaa ikke blot en magnetisk Tiltrækning (Magnetpolens Virkning paa Jærn), der er ogsaa en magnetisk Frastødning. Dette mærkelige Forhold omtales første Gang løselig af Lucretius (§ 190), men den græske Historieskriver Plutark (50—120) fortæller, at Ægypterne havdo givet Magneten Navnene Horus og Typhon, der ere Symboler paa Forening og Adskillelse, og heraf kan man drage den Slutning, at Nilfolket hai kendt baado don magnetisk© Tiltrækning og Frastød- ning. Dog kom der først nogen Klarhed i denne interessante Sag. da Naturvidenskaben blev genfødt i Vesteuropa. § 198. Kineserne forstod sig særlig paa den praktiske An- vendelse af Magneten som »Sydviser«, hvis Stilling de iagttog med stor Opmærksomhed og gjorde derved den Opdagelse, at Naalen peger ikke nøjagtig i Syd og Nord. Det liedder herom i ot kinesisk Skrift, fra det Ilte Aarhundrede, at »Magerne stryge Naalen med Magnetstenen, og den kan da vise Syd, men den peger dog altid lidt mod Øst og er altsaa ikke rettet nøjagtig mod Syd.« Det varede længe, før Europæerne opdagede Magnetnaalens Af- vigelse fra Nord- og Syd-Linien. Maaske havde dette sin Grund i. at de ældste europæiske Kompasser ikke vare forsynede med Kredsind- deling, og i. at paa den lid, da Kompasset blev indført i Middelhavs- landene, var Naalens Afvigelse fra Nord dér kun lille. I hvert Fald kom Erkendelsen af, at Naalens Retning ikke var nøjagtig Nord og Syd, først frem med Styrke og Klarhed ved Christofer Colombus' Kart over Atlanterhavet. Han berettede nemlig, at han til sin store Forundring og Søfolkenes Ængstelse saa, at Magnetnaalen pegede ö1// mod Vest, da han ved Solnedgang bestemte, hvor han var (200 Mil vest for Øen Ferro) d. 14. September 1492. Mærkelig nok nævner han ikke, at Kompasset paa den Tid viste omtrent 9° mod Øst i Middelhavet, og det er næsten utroligt, at denne Afvigelse ikke var kendt saa sent som 1492. Man kan derfor ikke med Sikkerhed afgøre, om hans Forundring skyldtes, at Magnetnaalens Retning ikke faldt sammen med Nord- og Syd-Linien, eller om Forundringen skyldtes, at Naalen paa det nævnte Sted afveg mod Vest og ikke mod Øst, Men hvordan nu end hans Forundring skal tydes, saa er det sikkert, at han ved sin Beretning rejste Spørgsmaalet om Naalens Retning. At Columbus i hvert Fald efter