Historisk Fysik II
Den nyere Naturforskning
Forfatter: Jacob Appel, Poul La Cour
År: 1897
Serie: Historisk Fysik bind II
Forlag: Det Nordiske Forlag
Sted: København
Sider: 570
UDK: TB 53(09) La Cour
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
238
William Gilbert.
under Jordens Overflade, var vel langt bedre begrundet end Fore-
stillingerne om magnetiske Bjærge i Nærheden af den geografiske
Nordpol, men han bearbejdede ikke Sagen videre og gjorde ikke
Rede for sine Forestillinger om, hvorledes det nærmere skulde
forstaas med et saadant tiltrækkende Punkt. — Det er meget
muligt, han ikke en Gang for sig selv nøjere har udformet sin
Antagelse, men slaaet sig til Ro med at have gjort opmærksom
paa, at Magnetnaalens Retning ikke tydede paa en Tiltrækning
opad, men derimod paa en Tiltrækning nedad.
De fleste Forskere maa nøjes med gennem deres Arbejde at
eftervise Enkeltheder; det er kun de faa, for hvem det lykkes at
paapege det større og vidererækkende Sammenhæng mellem de
indsamlede Enkeltheder. I Magnetismens Rige blev den Stormand,
der skulde overse og beherske den hidtidige Viden om Magneter
og deres Egenskaber og føre denne Viden et stort Stykke frem,
Englænderen
WILLIAM GILBERT.
§ 203. Han fødtes 1540 i Colchester; blev forberedt til
Universitetet og studerede Lægevidenskab i Oxford og Cambridge.
1573 begyndte han, efter at have foretaget en længere Udenlands-
rejse, en privat Lægepraksis i London, blev hurtig berømt som en
heldig Læge og ansat som Livmedikus hos Dronning Elisabeth. I
denne Stilling kunde han baade faa Tid og Raad til at følge sit
Hjærtes Drift: at hengive sig til videnskabelige Undersøgelser og
Studier. Og som Dronningens Livlæge er han rimeligvis kommet
i personlig Berøring med Lord Francis Baco (I § 167) og har da
derigennem kunnet faa Impulser i Retning af virkelig Forskning i
Modsætning til middelalderlig dialektisk Pindehuggeri. I hvert Fald
praktiserede han Lord Bacons Ideer om Naturforskningen paa en
glimrende Maade, langt bedre end Baco selv (I § 167).
Gilbert var en værdig Samtidig af Galilei, besjælet af den
samme Forskeraand; han naaede vel ikke Galilei i Evnen til at
gøre Rede for det ved Forsøgene indvundne, men til Gengæld
overgik han Galilei i den eksperimentale Kunst. Hvad Galilei var
for de gamle ærværdige, rigt udstyrede Videnskaber, Astronomi og
Mekanik, det blev Gilbert for de unge, lidet udviklede Videnskaber.
Magnetisme og Elektricitet. Ja, Gilbert skabte i Grunden Magnet-