Historisk Fysik II
Den nyere Naturforskning

Den magnetiske Meridian. 237 mere eller mindre. Om Aarsagen hertil kan jeg intet meddele Deres kgl. Højhed.« — Norman undersøgte Sagen paa en bedre Maade, idet han ophængte Naalen, saa den frit kunde dreje sig om en Akse gennem Tyngdepunktet. Dermed var den Mulighed udelukket, at Naalen drejede sig paa Grund af sin Vægt. Norman fandt da, at Magnetnaalen ophængt saaledes stillede sig med Nord- enden nedad i en Retning, der dannede 70° 50' med en vandret Linie. — Dette viste tydeligt, at det tiltrækkende Punkt ikke fandtes. paa Himlen, men derimod snarere et Sted nede i Jorden. § 201. Vi have nu lært to forskellig ophængte Magnetnaale at kende. En. der drejer sig i det vand- rette Plan (hvad enten den er ophængt paa en Spids Fig. 157 eller den bæres af en Svømmer paa Vand Fig. 159), og en. der drejer sig i et lodret Plan. Den første kaldes en De kl i na- tionsn aal (Retningsnaal. Kompasnaal); den anden kaldes en In klin a ti o ns- na al (Heldningsnaal). — Med Deklinationsnaalen bestemmes den magne- tiske Meridian, o: den Retning, hvori Magnetnaalen peger i det vandrette Plan, den »magnetiske« Nord- og Sydlinie. Det er nødvendigt at kende den magnetiske Meridian, naar Heldningen (Inklinationen) skal maales, ti Heldningsnaalen faar kun sin rette Stilling, naar den kan dreje sig i det lodrette Plan, som indeholder den magnetiske Nord- og Sydlinie. Ophænges imidlertid en Magnetnaal i en fin, let bøjelig Snor, vil den af sig selv indstille sig i den magnetiske Meridian og ind- tage den rigtige Heldning deri (Fig. 164). § 202. Normans Slutning om, at det tiltrækkende Punkt laa