Historisk Fysik II
Den nyere Naturforskning

236 Georg Hartmann. — Robert Norman. Georg Hartmann Afvigelsens Størrelse i Nürnberg og fandt, at. den var lO1/^0 østlig. Hartmann (1489—-1564), der oprindelig var Mekaniker, men som siden blev Præst, havde rejst i Italien og havde bestemt Magnetnaalens Stilling baade dér og i Nürnberg. I et Brev (1544) til Hertug Albrekt af Preussen skrev han nemlig, at Afvigelsen i Nürnberg var 10°, men i Rom kun 6°. — Seks Aar efter, altsaa 1550, oplyser Professor Finée i Paris, at i hans By er Afvigelsen 8° østlig, og Robert Norman (§ 200) meddeler, at i London var Afvigelsen 1576 godt 11° østlig. § 200. Man vidste saaledes i Slutningen af det 16de Aar- hundrede god Besked om den ulige Afvigelse paa forskellige Steder. Men hvad var Grunden til Naalens Retning? Paa Columbus’ Tid var det ret almindeligt, at man tænkte sig, der var et tiltrækkende Punkt paa Himlen; Columbus selv mente, at Polarstjernen rettede Magnetnaalen. — Der havde dog ogsaa været andre Gætninger fremme. Fracastoro (I § 103) hen- lagde saaledes det tiltrækkende Punkt til et Sted i Jorden, højt mod Nord: og Svenskeren Olaus Magnus (1490—1558), som døde i Italien, fantaserede om, at der i Nærheden af Jordens Nordpol var store magnetiske Bjærge, som havde Kraft til at trække Nag- lerne ud af Skibsplankerne, og som rettede Magnetnaalen. Det er imidlertid de gamle græske Fabler om de indiske Magnetbjærge, der gaa igen (jfr. § 190). Den nævnte Robert Norman mente ogsaa. at den retning- givende Kraft udgik fra et Punkt i Jorden, men han havde bedre Grunde for sin Antagelse. Norman, der var Sømand og Kompasmager, vidste maaske. at Sømændene havde lagt Mærke til. at naar de kom op paa høje Breddegrader, saa pegede Naalens Nordende nedad. ] hvert Fald var Kompasnaalens Heldning (Inklinationen) iagttaget af Georg Hartmann, ti han skriver i det omtalte Brev til Hertug Al- brekt omtrent saalydende: »Desuden finder jeg. at Magnetnaalen ikke blot peger øst for Midnat, men den peger ogsaa nedad. Dette kan vises paa følgende Maade. Jeg laver en Naal saa lang som en Finger, saaledes at den kan staa vandret paa en Spids; den helder altsaa ikke mod Jorden, hverken med den ene eller den anden Ende. Men saa snart jeg (med en Magnet) stryger den ene Ende, bliver Naalen ikke staaende vandret, men sænker sig lidt