Historisk Fysik II
Den nyere Naturforskning

240 Jordkloden er en stor Magnet. Fig. 166. Gilberts Terrella. (Billedet fra Gilberts Eog „De magnete“.) ismen og Elektriciteten som Videnskaber; de havde tidligere kun været »Kunster«. — Han døde 1603. § 204. Hans Bog om Magnetisme (og Elektricitet) udkom Aar 1600 i London, og heri udtaler han den Paastand, som mer end noget andet gjorde hans Navn kendt, at Jordkloden er en stor Magnet, der ligesom en Staalmagnet har to Poler, og disse, mente han, falde sammen med de geografiske. Han taler ikke som Norman om et en- kelt Centrum for den mag- netiske Tiltrækning, han be- tragter hele det faste Jord- legeme som magnetisk og derfor ogsaa i Stand til at virke paa en Magnet paa Jordens Overflade. — For at eftervise, at Jorden virkelig forholder sig som en Magnet, skaffede han sig en Staal- kugle, som han magnetise- rede, saa den fik Poler i diametralt modsatte Punkter. Denne kugleformede Magnet kaldte han Terrella (o: en lille Jord), og ved at nærme en lille letbevægelig Magnet- naal til den kunde han illu- strere, hvorledes en Magnet- naal stiller sig paa forskellige Steder af Jordoverfladen. Ved sin Terrella paaviste han. at Inklinationen (Heldningen) aftager fra Polen ned mod Ækvator, hvor Inklinationen var .Nul (o: Heldningsnaalen stod vandret). Paa hans Tid havde man ingen Maalinger af Inklinationens Størrelse udenfor London; i Paris blev Inklinationen ikke maalt før 1671. i Berlin først 1755. Han havde derfor ikke Iagttagelser at støtte sig til, men sluttede alene fra Terrellaen; og hans Slutning var rigtig, Heldningen aftager mod Syd og tiltager mod Nord. 5 Aar efter Gilberts Død. altsaa 1608, iagttog Opdageren Hudson, efter hvem Hudsonbugten er opkaldt, at paa 75° 22'nordlig Bredde var Inkli-