Historisk Fysik II
Den nyere Naturforskning
Forfatter: Jacob Appel, Poul La Cour
År: 1897
Serie: Historisk Fysik bind II
Forlag: Det Nordiske Forlag
Sted: København
Sider: 570
UDK: TB 53(09) La Cour
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
244
En lodret Jærnstang er magnetisk.
Galilei. Denne læste med stor Interesse Gilberts Bog og kom
derved ind paa magnetiske Undersøgelser. Blandt andet spurgte
han sig selv, om ikke en »fri« Magnet vilde dreje sig om sin
Akse; i saa Fald kunde Jordens Akseomdrejning forklares ved,
at Jorden var en stor Magnet. Denne Gætning var ret almindelig
paa Gilberts Tid, men selv kom han ved sine Undersøgelser til
det Resultat, at Akseomdrejningen ikke skyldtes Jordmagnetismen.
§ 208. Man havde tidligere iagttaget, at lodret staaende
Jærnstænger blive magnetiske med en Nordpol forneden og en
Sydpol foroven; og Gilbert efterviste ved en lille let bevægelig
Magnetnaal, som han nærmede til Stangen, at denne virkelig
havde magnetiske Poler; forneden blev Naalens Sydpol, foroven
dens Nordpol tiltrukken.
Men hvorfra hidrører nu den lodrette Stangs Magnetisme,
hvorledes er den bleven magnetiseret? Gilbert giver Svaret her-
paa ved at oplyse, at naar en Jærnstang holdes over (eller i Nær-
heden af) en Magnets Sydpol,
bliver Stangen selv til en Mag-
net med Nordpol i den Ende,
der er nærmest den virkende
Sydpol, og med Sydpol i den
modsatte Ende. Er altsaa $ (Fig. 169) en Sydpol, vil Jærnstangen
A B blive magnetisk med en Nordpol i A og en Sydpol i B.
Havde man derimod nærmet Jærnstangen A B med A mod en
Nordpol, vilde Stangens Magnetpoler være komne til at ligge
modsat, altsaa en Sydpol i A og en Nordpol i B. — Dette kan
aabenbart anvendes overfor Jordlegemet, der efter Gilbert er en
stor Magnet med Polerne i de geografiske Poler. En lodret Stang
(som altsaa omtrent staar i Heldningsnaalens Retning) maa derfor
blive magnetisk paa Grund af Jordmagnetismen, og da Stangens
nederste Ende bliver en Nordpol, maa den af Jordens magnetiske
Poler, der ligge mod Nord, i Virkeligheden være en Sydpol, og
Jordens magnetiske Sydpol maa være en Nordpol. Dette stemmer
ogsaa godt overens med, at en frit ophængt Magnetnaal peger
med sin Nordpol mod Nord, med sin Sydpol mod Syd, ti ens-
benævnte Poler frastøde og uensbenævnte Poler tiltrække hin-
anden (§ 197).
§ 209. I Jordens magnetiserende Kraft havde Gilbert en
Stadfæstelse af sin Paastand om, at Jorden er en stor Magnet,
5
J—
Fig. 169. Jærn bliver magnetisk i Nærheden af
en Magnet.
A
B