Historisk Fysik II
Den nyere Naturforskning

244 En lodret Jærnstang er magnetisk. Galilei. Denne læste med stor Interesse Gilberts Bog og kom derved ind paa magnetiske Undersøgelser. Blandt andet spurgte han sig selv, om ikke en »fri« Magnet vilde dreje sig om sin Akse; i saa Fald kunde Jordens Akseomdrejning forklares ved, at Jorden var en stor Magnet. Denne Gætning var ret almindelig paa Gilberts Tid, men selv kom han ved sine Undersøgelser til det Resultat, at Akseomdrejningen ikke skyldtes Jordmagnetismen. § 208. Man havde tidligere iagttaget, at lodret staaende Jærnstænger blive magnetiske med en Nordpol forneden og en Sydpol foroven; og Gilbert efterviste ved en lille let bevægelig Magnetnaal, som han nærmede til Stangen, at denne virkelig havde magnetiske Poler; forneden blev Naalens Sydpol, foroven dens Nordpol tiltrukken. Men hvorfra hidrører nu den lodrette Stangs Magnetisme, hvorledes er den bleven magnetiseret? Gilbert giver Svaret her- paa ved at oplyse, at naar en Jærnstang holdes over (eller i Nær- heden af) en Magnets Sydpol, bliver Stangen selv til en Mag- net med Nordpol i den Ende, der er nærmest den virkende Sydpol, og med Sydpol i den modsatte Ende. Er altsaa $ (Fig. 169) en Sydpol, vil Jærnstangen A B blive magnetisk med en Nordpol i A og en Sydpol i B. Havde man derimod nærmet Jærnstangen A B med A mod en Nordpol, vilde Stangens Magnetpoler være komne til at ligge modsat, altsaa en Sydpol i A og en Nordpol i B. — Dette kan aabenbart anvendes overfor Jordlegemet, der efter Gilbert er en stor Magnet med Polerne i de geografiske Poler. En lodret Stang (som altsaa omtrent staar i Heldningsnaalens Retning) maa derfor blive magnetisk paa Grund af Jordmagnetismen, og da Stangens nederste Ende bliver en Nordpol, maa den af Jordens magnetiske Poler, der ligge mod Nord, i Virkeligheden være en Sydpol, og Jordens magnetiske Sydpol maa være en Nordpol. Dette stemmer ogsaa godt overens med, at en frit ophængt Magnetnaal peger med sin Nordpol mod Nord, med sin Sydpol mod Syd, ti ens- benævnte Poler frastøde og uensbenævnte Poler tiltrække hin- anden (§ 197). § 209. I Jordens magnetiserende Kraft havde Gilbert en Stadfæstelse af sin Paastand om, at Jorden er en stor Magnet, 5 J— Fig. 169. Jærn bliver magnetisk i Nærheden af en Magnet. A B