Historisk Fysik II
Den nyere Naturforskning

Henry Gellibrand. 257 samle flere enkelte til en større. Stangmagneter kunne samles til et »magnetisk Magasin« (Fig. 183), hvor Magneternes ens- benævnte Poler vende til samme Side og omsluttes af blødt Jærn (Ankere). Det nytter dog ikke at forøge de enkelte Magneters Antal ud over en vis Grænse; man kan altsaa ikke aci den Vej lave sig en Magnet saa stærk, det skal være, selv om man havde enkelte Magneter nok. Kommer der nemlig et Antal Nordpoler i Nærheden af hverandre, ville de virke svækkende paa hverandre; af den Grund gøres ogsaa de enkelte Magneter i det »magnetiske Magasin« (Fig. 183) ulige lange. Fig. 183. Magnetisk Magasin. Paa tilsvarende Maade laves en stærk Hesteskomagnet ved at lægge flere ensdannede sammen. De kraftigste Magneter tilvejebringes i vore Dage ved Elek- tricitetens Hjælp, men herom senere. § 225. I Aaret 1635 udkom der en Bog i London, som vakte megen Opmærksomhed og Uro blandt de i Søfarten stærkt inter- esserede Englændere. Bogens Forfatter var Henry Gellibrand (1597—1637) der tidligere havde været Præst, men den Gang var Professor i Astronomi i London. Gellibrand oplyste nemlig i sin Bog. at Kompasnaalens Af- vigelse fra Nord- og Sydlinien forandrer sig med Tiden. Han havde i sin Have trukket en Middagslinie og ved Hjælp af en lang Magnetnaal maalt Afvigelsens Størrelse, der viste, at denne nu var mindre, end tidligere Maalinger angav. Robert Norman havde 1576 bestemt Afvigelsen i London til 11° 15' østlig, og Gellibrands Formand i Embedet som astronomisk Professor ved Gresham College i London, Ed mund Gunter (1581—1626), havde i 1622 fundet en Afvigelse paa 6° 12' østlig, og 1634 maalte Gellibrand selv Afvigelsen til at være 4° 5' østlig. Der var altsaa en overmaade tydelig Nedgang i Misvisningens Historisk Fysik II. 17