Historisk Fysik II
Den nyere Naturforskning

Edmund Halley. 259 Teori af Descartes (I § 171) for den magnetiske Kraft blev, skønt den var genial og skarpsindig, uden Frugt for Forskningen og skal derfor ikke nøjere omtales her. Det var først da Kendskabet til de elektriske Kræfter blev uddybet, at der skete Fremskridt i Grundbetragtningen af Magnetismen (jfr. §§ 211—222). Den første samlede Fremstilling af magnetiske Forhold paa en større Del af Jordoverfladen skyldes den engelske Astro- nom og Fysiker Edmund Halley, en af Newtons berømte samtidige. Halley er født i Haggerston ved London 1656; hans Fader var en velhavende Sæbefabrikant, som satte Sønnen i St. Paulskolen i London, hvorfra han 1673 kom til Universitetet i Oksford. Faderen indrettede ham her el lille privat fysisk Labo- ratorium og udstyrede ham mod astronomiske Instrumenter, saa han begyndte tidlig paa selvstændig Forskning. Hans første offent- lige Arbejde var af matematisk Natur, nemlig en geometrisk Bestemmelse af Planetbanernes Ekscentricitet. og snart derefter fattede han den Beslutning at samle et Stjernekatalog for den sydlige Himmel. Da han havde gode Forbindelser ved Hoffet, fik han Kongen, Karl II, til at udruste et Skib til St. Helena, hvor han bestemte Stedet for 340 Stjerner. Som Tak til Kongen gav han et Stjernebillede Navn af »Karl II.s Eg« til Minde om den hule Eg, hvori Kongen havde skjult sig efter Marquisen af Worcesters Nederlag i Kampen mod Cromwells Tropper (§ 59). Efter sin Hjemkomst blev han, kun 22 Aar gammel, Medlem af Royal Society. — Om hans Forhold til Newton er der fortalt tidligere (I § 297). Han tog nu fat paa Studiet af Jordmagnetismen, samlede omhyggelig alle de Oplysninger, han kunde faa om Kom- pasnaalens Afvigelse (Deklination) paa forskellige Steder, og udgav 1683 paa Grundlag heraf en Tabel over Naalens Stilling baade paa den nordlige og sydlige Halvkugle. I en senere Afhandling (1692) behandlede han særlig Spørgsmaalet om Aarsagen til For- andringerne i Deklinationen, som han kendte fra Gellibrands Værk, og som ogsaa fremgik af hans indsamlede Oplysninger, der strakte sig over Tiden fra 1640 til 1680. Gilberts Antagelse af, at Jorden var en stor Magnet med to Magnetpoler, en mod Nord og en mod Syd, kunde hverken forklare Halleys erhvervede Oplysninger om Deklinationens Størrelse paa forskellige Steder, eller Deklinationens Forandring med Tiden paa det samme Sted. 17*