Historisk Fysik II
Den nyere Naturforskning

260 Halleys Dobbeltjord. Halleys Tabel godtgjorde nemlig, at baade i Europa og ved Nordamerikas Vestkyst var Afvigelsen vestlig, men et Sted mellem de to Verdensdele var Afvigelsen enten Nul eller østlig. Disse Forhold fandt Halley uforenelige med Gilberts Teori, og han antog derfor, at Jorden havde 4 Magnetpoler istedenfor kun 2. Jorden skulde altsaa være en Slags Dobbeltmagnet med 2 Nordpoler og 2 Sydpoler. Denne Antagelse udformede han yderligere paa følgende dristige Maade for at finde en Forklaring paa Deklina- tionens Foranderlighed. Han forestillede sig, at Jorden bestod af en ydre fast Skal og en ligeledes fast indre Kerne, skilt fra Skallen ved et flydende Mellemlag. Den indre Kerne svømmede altsaa i et Hav, der var indesluttet af Skallen, den faste Jord- skorpe. I Kernen tænkte han sig de 2 magnetiske Poler, i Skallen de andre 2; Kærnen var altsaa en selvstændig Magnet, og Skallen ligeledes en selvstændig Magnet. Fremdeles antog han, at Skal og Kerne drejede sig om en fælles Akse, men saaledes, at Kernen drejede sig noget lang- sommere, at den i Løbet af c. 700 Aar blev en Omdrejning bag efter Skallen. Det er nu, idet man gaar ud fra disse frimodige Antagelser, indlysende, at en Magnetnaal paa et bestemt Sted af Jordens Overflade Tid efter anden vil forandre Retning. Ti baade Skallens og Kernens Magnetpoler ere virksomme, og da de for- skyde sig i Forhold til hinanden, vil deres samlede Virkning blive forskellig baade i Størrelse og Retning. Men efter 700 Aars Forløb ville de samme Forandringer gentage sig, saa ere nemlig Skal og Kerne atter i samme indbyrdes Stilling, (jfr. § 239). Halley havde i den Grad forelsket sig i Forestillingen om en indre Kerne i Jorden, at han endogsaa udtalte, at den selvfølgelig lige- saa godt kunde være beboet som Skallen. Han troede med andre Ord, at der var en Underverden. § 227. Halley var som nævnt, ved sine udmærkede For- bindelser med Regeringen i Stand til at skaffe Midler til kostbare og omfattende Forskninger. Saaledes ogsaa paa dette Omraade. I Aarene 1698 til 1702 foretog han som Kongens Kaptein paa et kongeligt Skib tre Rejser i Atlanterhavet for at prøve sine Teorier ved at faa Kompassets Retning bestemt paa saa mange og saa forskellig beliggende Steder som muligt. Han var langs Afrikas og Amerikas Kyster, paa Azorerne, paa de kanariske Øer og paa