Historisk Fysik II
Den nyere Naturforskning

Deklinationsnaalens daglige Bevægelse. 263 vigelse Kl. 7—8 om Morgenen, den største om Eftermiddagen KL 1—2. Altsaa Naalen gaar paa den nordlige Halvkugle fra Kl. 1—2 om Eftermiddagen mod Øst indtil næste Dags Morgen Kl. 7—8, derpaa mod Vest til Kl. 1—2 Efterm. Svenskeren A. Celsius (§ 25), der brevvekslede med Graham, offentliggjorde 1740 en Række Undersøgelser over Kompasnaalens daglige Forandring og fastsatte Tiderne for den største og mindste Af- vigelse rigtigere, ligesom hansiagttagelseri dethele vare fuldstændigere. Celsius fortsatte sine magnetiske Observationer, og det var hans Assistent Olaf Hjorter, der paa Upsala Observatoriet i 1741 iagttog, at Magnetnaalen kom i stærke Svingninger samtidig med, at der viste sig et intensivt Nordlys. Dette og Magnetnaalen staa altsaa i Forhold til hinanden, hvorom allerede Halley 1716 havde udtalt en Formodning, idet han mente at have iagttaget, at Nord- lysene afveg samme Størrelse fra Nord som Magnetnaalen. § 230. Halleys magnetiske Teori, der krævede to faste og to bevægelige Magnetpoler, fandt mange Tilhængere, men der var dog adskillige, for hvem »Underverdenen« (§ 226) var for vanskelig at forlige sig med. Hertil hørte den udmærkede Matematiker Leonhardt Euler og Gøttinger-Professoren Tobias Mayer. Euler (1707—1783) var Søn af en schweizisk Landsbypræst og studerede Matematik i Basel, hvor han havde Joh. Bernouilli til Lærer. Fra 1727—41 virkede han i St. Petersborg som Medlem af det derværende Akademi, kaldtes derpaa af Frederik den anden til Berlin som Professor i Matematik, men vendte 1766 tilbage til St. Petersborg, hvor han levede til sin Død. Allerede 1735 mistede han i en Sygdom Synet paa det højre Øje, og fra 1766 var han tillige omtrent blind paa det venstre. Dette hindrede selvfølgelig hans videnskabelige Virksomhed i høj Grad, men han naaede dog at fremlægge omfattende første Rangs matematiske Arbejder, saa han staar som den ypperste blandt det 18de Aarhundredes Mate- matikere, hvis Opgave det særlig var at bearbejde de ny Fag, Differential- og Integralregningen, somNewton og Leibnitz havde skabt (I § 290). Euler var (se Afsnittet om Lysets Natur) en afgjort Mod- stander af Newtons Lysteori og var tillige en Modstander af Newtons Teori om, at en Kraft kan virke paa Afstand uden at virke gennem eller, om man vil, ved Hjælp af et mellemliggende Medium. Han søgte at anvende sin Æterteori (se Afsnittet om