Historisk Fysik II
Den nyere Naturforskning

272 De magnetiske Poler. hvilken som helst Afvigelse, man kunde ønske. Og dette betyder, at alle Isogoner gaa gennem de geografiske Poler. Men desuden findes der to Steder paa Jordens Overflade, hvorigennem alle Isogonerne ogsaa gaa, nemlig de to Punkter, hvor Inklinationsnaalen staar lodret, o: de magnetiske Poler. Det er klart, at i disse Poler kan man ogsaa give Deklinationen en hvilken som helst Værdi. Der findes nemlig i disse Punkter ingen i vandret Retning virkende Jordmagnetisme, Kraften er lodret. Fjærner man sig derimod fra den magnetiske Pol, vil man aabenbart kunne gaa ad hvilken Isogon, man ønsker. Dette paafaldende Forhold hos Isogonerne — at de baade gaa gennem de magnetiske og de geografiske Poler — har dog aabenbart ikke sin Grund i nogen særlig Ejendommelighed hos Jordmagnetismen, men hidrører alene fra den Fremstillings m aa de, man har valgt for at afbilde Magnetnaalens Retning. Havde man valgt at tegne Linier, der angive Magnetnaalens Retning fra Sted til Sted paa Jorden, da havde de geografiske Poler ikke faaet den Udmærkelse, som ved Isogonerne bliver dem til Del. Gennem den geografiske Pol vilde der kun gaa én saadan Linie. Af disse to magnetiske Poler er dog kun den enes Sted udmaalt ved direkte Forsøg. I Aaret 1831 naaede den bekendte Nordpolsfarer, Engelskmanden John Ross (1777—1856), efter at have opdaget Halvøen Boothia Felix i det arktiske Nordamerika, op til Jordens nordlige Magnetpol, som ligger paa denne Halvø; Magnetpolens Sted er 70° 30' nord. Bredde, 97° 40' vest. Længde. Jordens sydlige Magnetpol er man endnu ikke trængt ned til, men ved Beregninger, støttede paa de magnetiske Liniers Gang mod Syd paa Jordkloden, har man fundet, at den ligger Syd for Tasmanien i Ishavet paa 73° 39' sydi. Bredde, 146° 15' østl. Længde. § 237. Jordkloden bliver ved Nul-Isogonerne delt i to ulige Dele, en hvorpaa Deklinationen er vestlig, og det er den mindste Del, indeholdende Atlanterhavet, og en anden større Del, som indeholder Asien, det store Ocean og det meste af Amerika, hvor Afvigelsen er østlig. V ed Betragtning af Kortet ser man, at hvis man gik ud fra den norske Nul-Isogon et Stykke Nord for Norge og satte Kursen mod Vest, vilde Magnetnaalens vestlige Afvigelse stadig vokse, o: man vilde møde alle efter hinanden følgende Isogoner. Ja, naar