Historisk Fysik II
Den nyere Naturforskning

284 Brødrene Humboldt. § 243. Friherre Fr. Heinr. Alexander v. Humboldt var en af de ypperste blandt det Kuld begavede Tyskere, som i vort Aar- h undredes Begyndelse gav mægtige Bidrag til ny, alsidig og grundig Forskning, og hvis Ideal var et Samfund, hvor de dannede o: de, der havde virkelig Indsigt, grundet paa Viden og personlig Deltagelse i Forskningen, skulde være de ledende og toneangivende. Alexander v. Humboldt og Broderen, Sprogforskeren og Stats- manden. Friedrich Wilh. v. Humboldt, indtog i Aarhundredets første Halvdel en lignende Stilling i tysk Aandsliv, som de to Brødre Ørsted i det danske. Humboldterne var ligesom Ørstederne hver paa sit Omraade selvstændige Videnskabsmænd, men de fulgte godt med ogsaa paa andre Omraader; de havde Sans for alle Aandslivets Sider. De vare fortrinlige Repræsentanter for det væsentligste i den tyske romantiske og naturfilosofiske Bevægelse: de trode paa Enheden i al menneskelig Aandsvirksomhed. De gjorde det gamle Ord Fyldest, som siger: »Jeg er et Menneske, og intet menneskeligt er mig fremmed«. De vare ikke Fagfilistre, men fremragende, omfattende Personligheder, for hvem der ingen uvedkommende Egne i Aandslivet fandtes. Denne i vor Tid ikke saa almindelige Overbevisning om en stor Verdensharmoni, kan aandelig selvstændige Mennesker kun eje i Kraft af en Inspiration. Mange kan vel paa overfladisk Vis rives med af en saadan Hel- hedsbetragtning. men kun faa evne at holde ud. Dertil kræves nemlig, at Inspirationen afføder Handling, et virksomt Liv i den virkelige Verden, og det er en sjælden Kunst paa en Gang at se den aandelige Verdens Storhed og dog være trofast og udhol- dende i det brydsomme Arbejde med Enkelthederne. Men dette formaaede Brødrene Humboldt og Brødrene Ør- sted, og derfor staa disse Søskendepar i en ejendommelig Glans for Eftertiden. Alexander v. Humboldt var født 1769 i Potsdam og var af sin Moder bestemt til at blive Statsmand, men droges med uimod- staalig Magt mod naturvidenskabelige Studier, fornemmelig geolo- giske og naturhistoriske. I Halvfemserne blev han Over-Bjærgmester i de frankiske Fyrstendømmer, men nedlagde 1797 denne Stilling for at kunne komme paa Rejse. Sammen med den franske Botaniker Bonpland (1773—1858) fik han af den spanske Regering Tilladelse til at berejse det spanske Amerika, hvad hidtil ingen havde kunnet faa Lov til.