Historisk Fysik II
Den nyere Naturforskning

To Slags Elektricitet. 313 (Fig. 204) bekvemt bruges. Man gnider først en Glasstang, nær- mer den til Hyldemarvskuglen, som tiltrækkes og berører Glas- stangen, faar derved noget af dens Elektricitet og bliver frastødt. Nu er Kuglen »ladet« med Glaselektricitet. Fjerner man derpaa Glasstangen og i dens Sted nærmer en gneden Lakstang, bliver Kuglen livlig tiltrukken, men har den berørt Lakket, bliver den frastødt, idet den er bleven »omladet«, saa den har faaet Lakelek- tricitet istedenfor Glaselektricitet. — Ombyttes atter Lak- og Glas- stangen, tiltrækker den sidste den med Lakelektricitet ladede Kugle. — Altsaa: mellem ensbenævnt Elektricitet er der Fra- stødning, mellem uensbenævnt Elektricitet er der Til- trækning. Man kan ikke paa Forhaand vide, hvilken Slags Elektricitet et Legeme faar ved at gnides med et andet, men har man en Glasstang og et elektrisk Pendul, kan man hurtig afgøre ved For- søg, om det faar Glas- eller Lakelektricitet. Ligeledes kan man med to elektriske Penduler nemt paavise, at Hyldemarvskuglen bliver glaselektrisk ved at røre ved den gnedne Glasstang. »Lader« man nemlig to Pendulkugler med samme Glasstang, ville de frastøde hinanden. »Lader« man dem med samme Lakstang, er der ogsaa Frastødning mellem dem. »Lades« derimod den ene Kugle med Glaselektricitet, og den anden med Lakelektricitet, tiltrække de hinanden. — Dufay gav Anvisning paa at anstille hans Forsøg ved| Hjælp af et lignende elektrisk Pendul, som her er omtalt. Det var altsaa en let Sag for andre Fysikere at kontrollere ham, og de fandt alle, at hans Resultater vare rigtige. Men de vilde ikke gaa ind paa hans Paastand om, at der var to Slags Elektricitet. Striden om, hvorvidt der er én eller to Elektriciteter holdt sig gennem lange Tider, vi skulle senere komme tilbage hertil. — Gray havde den Glæde at blive bekendt med Dufays Under- søgelser, som han anerkendte for atvære store Fremskridt. — Begge de to udmærkede Forskeres Arbejder bleve grundigt behandlede og læseligt fremstillede af Jean Desagulier (1683—1744), som var Søn af en fransk Præst, der ligesom Papin udvandrede til England, da det nantiske Edikt blev ophævet. Desagulier var en Tid Professor ved Universitetet i Oksford. holdt senere Forelæs- ninger i London og Holland, blev endelig Præst og tilsidst Kapellan