Historisk Fysik II
Den nyere Naturforskning

Misforstaaelser og Betænkeligheder m. H. t. Lynaflederen. 339 Spænding, Elektriciteten strømmer bort fra Spidsen op mod Skyen og svækker Elektriciteten der. Men er Spændingen mellem Sky og Jord saa stærk, at Elektriciteterne bryde sig Vej gennem Luften i et Lyn, da vil Udladningen gaa igennem Lynaflederens Spids, som er nærmere Skyen, end Bygningen er, og hvis elektriske Spænding er større end Bygningens. Imidlertid var der mange blandt Franklins Samtidige, som ikke forstod Lynaflederens Virkemaade. Nogle, og deriblandt den bekendte Læge Johann Reimarus (1729—1814) i Hamburg, som udgav en Række Smaaskrifter om Franklins Opfindelse, vare bange for at lede Lynet ned i Jorden, idet de frygtede, at der skulde ske Eksplosioner i Undergrundsvandet. Den italienske Fy- siker Giovanni Beccaria (1716—81) havde nemlig ladet en stærk elektrisk Gnist slaa gennem et Rør fyldt med Vand, og der- ved skete der en saa stærk Dampudvikling, at Røret sprængtes. — Reimarus mente, at noget lignende vilde ske, naar Lynet ad Lyn- aflederen naaede ned i Undergrundsvandet, blot vilde Dampudvik- lingen, o: Eksplosionen, blive langt stærkere. Han tænkte sig, at der ligefrem vilde blive Jordskælv, saa Bygningen, hvorpaa Lyn- aflederen var anbragt, vilde blive ødelagt. Dette er aabenbart en unødig Frygt hos Reimarus, ti den elektriske Udladning foregaar ad de bedst ledende Veje mellem Skyen og de fugtige Jordlag og Vandet i Jorden; jo bedre Ledning, man byder denne Ud- ladning (o: Lynet), desmindre Skade gør den paa sin Vej. Man maa tillige huske paa, at Lynet bestaar i en Forening af de to Slags Elektricitet, den ene, som kommer fra Skyen, den anden, som kommer fra Jorden; det bliver derfor en Smagssag, om man vil sige, at Lynet slaar ned fra Skyen, eller man vil sige, at Lynet slaar op af Jorden. — Lynaflederens Opgave er, hvad enten man betragter Sagen paa den ene eller den anden Maade, at anvise Skyelektriciteten Vej til den fordelte Elektricitet i Jorden, og der- for skal Ledningen gaa til Undergrundsvandet. En anden Betænkelighed, som blev fremsat mod Franklins Lynafleder, gjaldt Spidsen. Benj amin Wilson (1708—88), Med- lem af Royal Society, erklærede en spids Lynafleder for at være farlig, idet den tiltrækker Lynet, o: bevirker, at der kommer et Nedslag fra en Sky, der ellers ikke vilde have udladet sig til Jor- den paa det betragtede Sted. Han vilde tvertimod have, at Lyn- aflederen for oven skulde ende i en Kugle.