Historisk Fysik II
Den nyere Naturforskning

32 Maksimums- og Minimumstermometer. For at et Termometer kan være fintmærkende, maaVædsken bevæge sig kendeligt i Røret for en lille Opvarming eller Afkø- ling; dette vil aabenbart ske, naar Rørets Hulrum er snævert, men det bliver da vanskeligt at se den smalle Vædskesøjle. Hulrummet formes derfor ved fine Termometre saaledes, at Vædsken danner et Baand og ikke en cirkulær Søjle. Vil man have angivet den højeste og den laveste Varmegrad, der indtræffer i Løbet af et Døgn, bruger man Maksimums- og Minimumstermometre, der findes i mange forskellige Skikkelser. De simpleste og mest brugte ere 1794 foreslaaede af den skotske Læge og Botaniker Daniel Rutherford (1749—1819), som vir- kede ved Universitetet i Edinburgh. Maksimumstermometret er et B’ Fig. 25. ganske almindeligt Kviksølvtermometer, inddelt paa sædvanlig Maade; men ovenover (eller foran, naar Termometret anbringes vandret) (se Fig. 25) Kviksølvsøjlen ligger en lille Jærncylinder, som bliver skudt fremad i Røret, naar Kviksølvet udvider sig, men bliver liggende, naar Kviksølvet drager sig tilbage. Den lille Cy- linders mod Kviksølvet vendte Ende vil altsaa pege paa den Ind- deling, der angiver den højeste Varmegrad, Termometret har været udsat for. Minimumstermometret har ikke Kviksølv, men Spiritus til Vædske. Som Fig. 25 viser, anbringes det vandret ligesom Maksi- mumstermometret, og har som dette en forskydelig Viser ikke af Jærn, men af farvet Glas. Denne lille Glaspind ligger i Røret indenfor Spiritusens Overflade og ligger stille, naar Spiritusen gaar frem i Røret. Afkøles derimod Termometret, saa den hule Spiritus- overflade kommer tilbage til Glaspinden, vil Overfladespændingen