Historisk Fysik II
Den nyere Naturforskning

J. W. Ritter. 393 galvaniske Element, fra Plade til Plade gennem Vædskelaget. Den elektriske Strøm gaar i en sluttet Kreds, og ved dens Gang gen- nem Vædsken i det galvaniske Element spaltes denne i sine Be- standdele. — § 317. Det viste sig, at ikke alene Vandet, men mange andre Vædsker, ja Ritter mente endogsaa at kunne slutte fra sine Forsøg, at alle Vædsker sønderdeles (spaltes, dekompone- res) af den elektriske Strøm.— Den geniale J. W. Ritter (1776— 1810) i Jena,. H. G. Ørsteds gode Ven, var en ivrig og selvstændig Forsker af Strømmens kemiske Virkning. Af særlig stor Be- tydning for Eftertiden blev hans saakaldte Ladningssøjle eller sekundære Element. — Ritter gik ud fra en Iagttagelse, som skyldtes en Musiklærer i Paris, Nicolas Gautherot (1753 — 1803), den nemlig, at er der en Tid gaaet elektrisk Strøm gennem et Vandadskillelsesapparat med Platinpoler, faa disse elektromotorisk Kraft, o: at naar Strømmen afbrydes, og man bringer Ledning til- veje mellem de to Platinpoler, opstaar der i denne en elektrisk Virkning, som Gautherot erkendte ved at lade sin Tunge være en Del af Ledningen. Ritter fandt først, at det samme Fænomen viste sig ligesaagodt ved Poler af Guld, Sølv, Kobber eller Vismuth som ved Poler af Platin. — Dernæst lagde han en fugtig Tøjlap mel- lem to Guldmønter og satte hver af Mønterne i ledende Forbin- delse med en Voltasøjles Poler. Der gik altsaa Strøm fra Mønt til Mønt gennem Vandlaget i den fugtige Tøjlap; og da han afbrød Strømmen, viste det sig, at Mønterne og Vandlaget tilsammen vare bievne til et galvanisk Element, men med »modsat« Retning i Forhold til den virkende Voltasøjle. At den elektromotoriske Kraft havde »modsat« Retning i Ladningselementet betød, at den Mønt, som havde været i Forbindelse med Voltasøjlens positive Pol, var nu positiv Pol, medens den Mønt, som havde været i Forbindelse med Søjlens negative Pol, nu selv var negativ Pol. — Ritter byggede sig en Søjle af Sølvskiver og fugtige Tøjlapper og sendte elektrisk Strøm gennem den fra en Volta-Søjle; derved »ladede« han den; Pladerne bleve polariserede, saa Ladningssøjlen fik ligesaa mange Elementer, som der var fugtige Tøjskiver, og den elektromotoriske Kraft i Elementerne var >modsat« rettet i Forhold til den elektromotoriske Kraft i Voltasøjlens Elementer. Ladningssøjlen er altsaa et galvanisk Batteri, men kaldes et sekun-