Historisk Fysik II
Den nyere Naturforskning

Stahl. — Flogistonteorien. 421 Kemien blev ved Boyle hævet til en eksakt Videnskab, hvis Maal er at finde de Love, hvorefter kemiske Forandringer foregaa, og at gøre Rede for Grundstoffernes og de kemiske Forbindelsers Egenskaber. § 335. Vi kunne ikke følge Kemiens Udvikling Trin for Trin efter Boyles Tid, her skal blot nævnes, at denne Udvikling indtil vort Aarhundrede fortrinsvis er knyttet til Forskningen over, hvad der sker ved Forbrænding. Boyle, som jo arbejdede meget med Luftpumpen, gjorde den vigtige Iagttagelse, at selv Svovl ikke lader sig antænde, kan altsaa ikke brænde, i lufttomt Rum. Tillige erkendte han ved Vægtskaalens Hjælp, at et Stykke Metal ved at brænde blev tungere, Metalasken (Metalkalken) vejede mere end Metallet. Ja, han saa ved et sindrigt anstillet Forsøg, at naar Bly blev forkalket (o: langsomt brændt) i et lukket Rum. saa forsvandt der noget af den Luft, som var i Rummet. — Men alligevel satte han ikke Vægtforøgelsen i Forbindelse med Luft- forbruget, men antog, at naar Kalken var tungere end Metallet, skyldtes dette, at Metallet under Forbrændingen forenede sig med et vejeligt Varmestof. — Der var. viser Historien, en lang Vej at gaa for Kemikerne, før de naaede til den rette Opfattelse af Forbrændingens Natur. Efter Boyles Tid tyede man til ny Forklaringer, der ingenlunde støttede sig til Vægtskaalens Oplysning om. at Metal ved at bræn- des tiltager i Vægt. Den begavede tyske Læge og Kemiker I oh. J. Becher (1635—82) og efter ham Georg Ernst Stahl (1660— 1734) grundede en Lære om, at brændbare Legemer indeholde et bestemt for dem alle fælles Stof, som betinger Brændbarheden. Stahl, der virkede dels som Professor i Medicin ved Universitetet i Halle, dels som kongelig Livlæge i Berlin, og som var en viden- skabelig højt dannet Mand, udformede den ny Lære om Forbræn- dingen i et Tillæg, som han 1702 lod følge med anden Udgave af Bechers vigtigste kemiske Skrift, hvori den ny Forbrændingsteori første Gang var antydet. Stahl kaldte den Bestanddel i Legemerne, som gør disse brændbare, Flogiston. Et Legeme, der er ildfast, indeholder intet Flogiston, et Legeme, f. Eks. Kul, som brænder uden at efterlade sig nævneværdig Aske, bestaar derimod for største Delen af Flogiston. Ved Forbrændingen gaar nemlig Flogiston bort, og flogistonfri Bestanddele blive tilbage. Stahl selv lagde ikke synderlig Vægt paa. at Flogistonteorien