Historisk Fysik II
Den nyere Naturforskning

422 Flogistonteorien. fordrede, at et Metal ved at brænde skulde blive lettere, medens det i Virkeligheden bliver tungere; men hans Samtidige, den franske Kemiker N. Lemery (1645—1715), indsaa det nødvendige i at betragte Forbrændingen som et Dobbeltfænomen: der gik Flogiston bort fra det brændende Legeme, men dette optog saa til Gen- gæld vejeligt Varmestof, og herfra hidrørte Vægtforøgelsen. Stahl vidste selvfølgelig god Besked om, at Luft er nødvendig, for at Forbrændingen kan komme i Stand; han forklarede dette ved at sige, at Luften skal til for at optage det udskilte Flogiston, og han tilføjer, at en vis Luftmængde kan kun optage en bestemt Mængde Flogiston. Derfor gaar et Lys, som brænder i en afspærret Luft- mængde, hurtig ud, naar Luftmængden er lille. Flogiston kan, lærte han videre, føres fra et Legeme over i et andet, naar blot de rette Betingelser skaffes tilveje. Metalaske (o: brændt Metal, Metal, som har mistet sit Indhold af Flogiston) bliver til Metal, naar det ophedes sammen med Kul. Kommer nemlig Kullet i Brand, frigøres der Flogiston, som optages af Me- tallerne. Altsaa ligesom Metal-h Flogiston = Metalkalk, saa- ledes er Metalkalk + Flogiston = Metal. § 336. Stahl mente, at Flogiston var et Grundstof, som ikke lod sig fremstille isoleret. Naar f. Eks. et Stykke Kul brænder, frigøres der ganske vist Flogiston, men det spredes saa findelt i Luften, at. man ikke kan sanse det. Luften er ikke brændbar,, selv om der findes Flogiston i den; dette betød, sagde Flogisterner at Luften og Flogiston var ikke i Forbindelse med hinanden, Flo- giston var »fri« i Luften, hvoraf Planter og Træer optog det. Da imidlertid rent Kul, saaledes som man har det i Kønrøg, helt brænder bort, maa det rene Kul nærme sig til at være det samme som Flogiston. — Men der var ogsaa andre Stoffer, som tilsyne- ladende ene og alene bestod af Flogiston. Dette gjaldt bl. a. for Luftarten Brint,- som Henry Cavendish (I § 306) fremstillede i ren Tilstand ved at lægge Zink i fortyndet Svovlsyre, der uddriver Zinkens Flogiston. Cavendish fandt, at naar han havde en be- stemt Syremængde, saa fik han samme Brintmængde udviklet, selv om han lagde et andet Metal end Zink i den fortyndede Syre. Han sluttede nu: da en bestemt Syremængde uddriver en vis Flogistonmængde, og Forsøgene vise, at der af en bestemt Syre- mængde stadig udvikles den samme Brintmængde, hvilket Metal