Historisk Fysik II
Den nyere Naturforskning

Lavoisiers Forsøg. 425 Færd med lignende Arbejder. Scheele, der arbejdede under over- maade fattige Kaar og med ringe Hjælpemidler, fandt selvstændig, før han hørte om Priestleys Opdagelse, Ilten, som han kaldte »Ildluft«, fordi den nærer Forbrændingen. Scheele udførte des- uden, skønt han kun blev knap 44 Aar gammel, en Mængde selv- stændige kemiske Arbejder, der blev banebrydende for den eks- perimentale Videnskab. Han regnes med Føje for uovertruffen som kemisk Eksperimentator, men han var hildet i Flogistontorien. hvorfor hans Slutninger af de indvundne Forsøgsresultater ingen- lunde svarede til disses Værdi. Det var forbeholdt Lavoisier at frigøre Kemien ved at klare Spørgsmaalet om, hvad der sker ved en Forbrænding, og Lavoisier naaede dette ved at tage Vægt- skaalen i Kemiens Tjeneste, ved ikke alene at rette Opmærksom- heden paa de kvalitative, men ogsaa paa de kvantitative Forhold ved Forbrændingen. Lavoisier fastholdt først den Kendsgerning, at et Metal til- tager i Vægt, naar det forkalkes (brændes). Den simpleste Slut- ning heraf var, at Metallet optog Stof og ikke, saaledes som Flo- gisterne paastod, afgav Stof. Og Lavoisier viste ved Forsøg, at naar et Stykke Metal forkalkes i en lukket Beholder, saa bruges (medgaar) der noget af Luften i Beholderne, og ved Vejning fandt han. at den Vægtforøgelse, Metallet fik, var akkurat lige saa stor som det Vægttab, Luften led. Med fuld Sikkerhed kunde han slutte heraf, at en Del af Luftens Indhold under Forbrændingen gik i Forbindelse med Metallet. Forsøgene anstillede Lavoisier paa lignende Maade, som alle- rede Boyle havde gjort det. Han fyldte Tin i en stærk Kolbe, tillukkede den lufttæt og satte den over Ilden, hvorved Tinnet blev forkalket. Ved Vejning fandt han, at Kolben med dens Indhold havde samme Vægt før og efter Opvarmningen. Men aabnede han nu for Kolben, trængte der Luft ind i denne, hvis Vægt herved blev større, og det viste sig, at den Vægtforøgelse, Metallet havde faaet, var ligestor med Vægten af den Luftmængde, som strøm- mede ind i Kolben, da den blev aabnet. — Dette Forsøg var i sig selv meget overbevisende: Lavoisier tvivlede ikke om, at Tins Forkalkning var ensbetydende med, at Tinnet gik i Forbindelse med Luft, men dels var det ikke hermed afgjort, om det var Luf- ten som Helhed, eller det kun var en Del af den, der medvirkede, dels vilde det ikke lykkes Lavoisier, at faa Metalkalken til igen at