Historisk Fysik II
Den nyere Naturforskning

494 Ørsted og Naturfilosofien. Holland. Paa denne Rejse stiftede han personligt Bekendtskab med disse Landes mest kendte Videnskabsmænd og vendte tilbage op- fyldt af de mange Indtryk og af Planer om at gøre noget for at fremme det naturvidenskabelige Studium herhjemme, som især for Fysikens Vedkommende lod meget tilbage at ønske. Efter sin Hjemkomst holdt han offentlige Forelæsninger, som bleve stærkt besøgte efter Datidens Forhold. Han skriver 1806, da han var bleven Professor i Fysik ved Universitetet, i et Brev til Oehlenschläger: »Mine Forelæsninger ere stærkt besøgte i Vinter. Jeg havde fra Begyndelsen over 60 Tilhørere og endnu efter 4 Maaneder over 40. Gud give kun, at de var bedre Betalere. Disse Forelæsninger besøges ligesaavel af Fruentimmer som af Mand- folk, dog har jeg kun fem Fruentimmer.« Ørsted fik ikke som Grundtvig og Oehlenschläger sin Væk- kelse ved Steffens, han kom ved Studier og paa sin Rejse i For- hold til Romantikerne og Naturfilosoferne, og formede sit Grundsyn i Overensstemmelse med deres, men han var en selvstændig Elev af Kant og var som Naturforsker mere ædruelig end de fleste af Schellings Disciple. Karakteristisk for ham er den Udtalelse, at Newton og Kant vare de to Poler, hvorom den nyere Natur- videnskab drejede sig. 1812—13 foretog han sin anden store Udenlandsrejse og paa denne skrev han i Berlin den lille Pjece om Naturkræfternes Sammenhæng, som der er hentydet til i § 359. Senere udformede han nøjere sin Naturanskuelse og sluttede sig i denne fuldtud til Filosofen Kant, der antager, at den legem- lige Natur kun er et Udtryk for rumopfyldende Kræfter, som atter kan føres tilbage til to Grundkræfter. Ørsted mente, at disse to Grundkræfter vise sig renest og friest i Elektriciteten, i den posi- tive og den negative Elektricitet. Taget hver for sig udøve Kræf- terne en Frastødning, en udvidende Kraft (ensbenævnte Elektrici- teter frastøde hinanden), men stillede overfor hinanden udøve de en Tiltrækning (uensbenævnte Elektriciteter tiltrække hinanden). Han kaldte i Overensstemmelse hermed Elektricitetslære Dynamik (Kraftlære) i højere Forstand. Han havde paa dette Omraade en fra Schelling forskellig Grundopfattelse, ti Schelling talte ogsaa om to Grundkræfter, men antog den ene for at være en udvidende, den anden en sammentrækkende Grundkraft. I Kemien anvendte Ørsted sin Teori om de to modsatte Grundkræfter. De Grundstoffer, som repræsentere de modsatte