Historisk Fysik II
Den nyere Naturforskning

Hvirvlernes Flytning. 565 gynder da med at give os Søndenvind. Hvis dens Vej gaar Nord om os, vil Vinden dreje fra S. til V. og videre. Gaar den der- imod Syd om os f. Eks. over Frankrig og Tyskland, drejer Vin- den hos os fra fra S. til 0. Man vil i dette Tilfælde først i Eng- land have Østenvind; senere faa vi den og sidst St. Petersborg; det er dette Fænomen, man tidligere kaldte Sugevind (jfr. § 434). § 447. Man mente først, at denne Hvirvlernes Vandring var en Følge af, at Luftstrømmens Hovedretning i disse Egne er fra Vest mod Øst, og at Hvirvlerne ligesom svømmede i denne Strøm; men i den nyere Tid er det blevet paavist bl. a. af Pro- fessor Mohn (f. 1835) i Kiistiania, at Hvirvlens Flytning er Føl- gen af en stadig Nydannelse. Paa den Side af Hvirvlen, hvor den fører varm og fugtig Luft ind, vil der saa at sige dannes et nyt Hvirvelcentrum. I vore Egne er det navnlig Søndenvinden, der er varm og fugtig, og da den blæser paa Østsiden af Hvirvlen, vil denne forplante sig mod Øst, som altsaa bliver »Forsiden«, hvorimod de kølige Nordenvinde, der herske paa »Bagsiden«, ud- slukke Hvirvlen her. Det er ogsaa i Overensstemmelse hermed, at Forsiden er regnfuld. Bagsiden opklarende. Der er næppe Tvivl om, at det forholder sig paa en lig- nende Maade med vore Sommeruvejrs Forplantning; thi de følge som bekendt ikke Vindretningen, men kunne endog gaa stik imod den, idet de forplante sig derhen, hvor de faa Næring til Nydan- nelse, navnlig hvor der er mange Vanddampe. Det er ogsaa vel kendt, at Sommeruvejrene have Tilbøjelighed til at følge visse Baner i Landskabet, f. Eks. sumpige og vandige Egne. § 448. Foruden den Hovedrolle, som Vanddampenes Varme- binding og Varmefrigøring spiller som Drivkraft for Lufthavets Be- vægelser, er det ogsaa Dampene og deres Fortætning, der er det mest bestemmende for Vejrligets Tilstand saavel som for Himlens (Lufthavets) Udseende. Skyernes uendelig varierede Former har man søgt at bringe i System. Navnlig har den engelske Meteorolog Luke Howard (1772—1864), oprindelig Kemiker, indført en Terminologi, der med nogen Modifikation endnu bruges. Hovedformerne ere Fjerskyen (Cirrus) Fig. 368, Klodeskyen (Cumulus) Fig. 369 og Lagskyen (Stratus) Fig. 370. hvortil kan føjes Regnskyen (Nimbus) Fig. 371; men der gives som sagt mange Afændringer og Forbindelser af Formerne.