Historisk Fysik II
Den nyere Naturforskning

Regndannelse. 567 rede ved en ganske ubetydelig Faldhastighed. Finder der saa blot en ligesaa hastig Opstigning Sted, ville Draaberne aldeles ikke dale. Tænker man sig nemlig Draaberne mindre og mindre, af- tager Overfladen og altsaa Luftmodstanden kun som anden Po- tens af Diametren. men Vægten som tredje, og man kan ved at tænke sig Draaberne tilstrække- lig smaa opnaa en hvil- kensomhelst ringe Fald- hastighed. En Opstigning som nævnte finder just Sted i Klodeskyen og er netop Aarsag til dens Dannelse. Op ad Formiddagen er Fig. 871. Regnsky. det især, at den opvarmede Luft begynder at stige tilvejrs paa enkelte Steder. Oppe i en besternt Højde begynder Fortætningen (§ 441), og her have vi Klodeskyens vandrette Grundflade. At den nu synes saa massiv, ligger netop i Draabernes Fin- hed, som især findes i nydannet Taage. Ligesom man i Halsen af en nylig optrukken Ølflaske, hvori der har været Tryk, og hvor der altsaa ved Optrækningen sker Udvidelse og Fortætning af Vanddampe, ser en tæt Taage, saa tæt. at man end ikke kan se ned til Øloverfladen, saaledes bestaar Klodeskyen af et talløst Myl- der af fine Draaber, mellem hvilke ingen Lysstraale kan slippe retlinet frem, hvorimod en Masse store Regndraaber vel tilsteder Lysets retlinede Forplantning i Mejlemrummene. Er Skymassen imidlertid meget høj, ville de fine Draaber faa Tid til at klumpe sig sammen til større. En saadan falder da hurtigere, indhenter og opsamler flere andre og vokser saaledes til en vis Størrelse af Regndraaber, som dog ikke væsentlig kan overskrides, uden at Draaben brister ved den Modstand, Luften frembyder mod dens hastige E1 aid. En Grund mere til, at man ansaa de smaa Partikler for Vandblærer, er den, at man i Almindelighed ikke ser nogen Regn- bue i en Klodesky, selv om Sol, Sky og Øje befinde sig i en saa- dan Stilling, at man maatte faa Regnbue. Nu skønner man imidlertid, at Vanddraaber kunne være saa smaa, at de ikke be-