Meddelelser Fra Lærerne Ved Den Polytekniske Læreanstalt I Femaaret 1912-16

— 389 — Glyceriiisurt Zink, — al den sorte Substans er me- tallisk Bly i Forbindelse med ct Beskyttelseskolloid. O ni Zinkhvidts f o t o k e m i s k e Ind- virkning paa Farver. Forsøg over Zinkhvidtuægtheden er anstillede af A. Eibner1) med Farveblandinger med meget og med lidt Zinkhvidt og med Gummiarabicum som Binde- middel, dels uden, dels med Glasbedækning af de paa Akvarelpapir indtørrede Farver. Her omtaler Eibner kun et enkelt Forsøg, som han har udført med Zink- hvidt og Pariserblaat og med Olie som Bindemiddel. Tidligere har Eibner undersøgt Blandinger af Zink- ilte med indigoide Farvestoffer og med Olie som Bindemiddel2). Eibner antager, at dømme efter de iagttagende Farveforandringer, Processen for en Re- duktionsproces af Farverne og sætter Affarvningen i Forbindelse med Oliernes Harskhedstrin. Da der kunde synes at være en Analogi mellem den Art Glasbedækning, som Eibner (Church) be- nytter i sine Forsag, og den af mig benyttede anae- robe Belysningsmetode, skal jeg kort omtale disse to Metoders Væsensforskelligheder samt Ligheds- punkter. Lægger man, som Eibner gør, en paa Papir eller lignende indtørret Farveblanding mellem to Glaspla- der og holder disse sammen med Klemmer, kan man langt fra sige, at Farveblandingen belyses uden Luf- tens Tilstedeværelse, saaledes som ved den af mig benyttede, hvor den vaade Farveblanding indesluttes mellem Glasplader, saa at Farveblandingen i fysisk Forstand fordriver al Luft mellem Pladerne, naar disse trykkes sammen. Bevæggrunden til at foretage Belysningsforsøg efter Eibners (Ghurch’s) Metode laa i, at alle Akva- relbilleder altid indrammes under Glas, saaledes at man ved forcerende Belysningsforsøg saa nær som mulig ved denne Metode efterligner de Tilstande, Farverne udsættes for, efter at have forladt Kunst- nerens Haand. Hensigten med mine oprindelige Forsøg var blandt andet udforske, hvorledes svovl- og bly- holdige Farveblandinger holdt sig ved Belysning uden Luftens Adgang, og hertil valgtes som mest praktisk Undersøgelsesmetode at indeslutte den vaade Blanding mellem Glaspladerne. Væsensforskelliglieden l'reingaar ogsaa deraf, at jeg ved min Undersøgelsesmetode kan paavise en Række nye fotokemiske Processer, som slet ikke kan paavises ved den anden Metode. Church1) mener om sine Forsøg, at den hurtige Farveforandring under Tavleglas ikke skyldes dets grønlige Farve, hvorved de ultraviolette Straaler svækkes ved Pas- sagen derigennem, men derimod at der kondencerer sig Fugtighed mellem Pladerne. Eibner iagttog ved sine Forsøg, at det overvejende Antal organiske og uorganiske Farver i ublandet Tilstand ikke blev udblegede stærkere undßr, end de blev uden Glasbedækning, —■ Eibner fandt ingen Forskel i Blegningsvirkningen ved at anvende almindelig Tavleglas og Uviolplanglas fra Schott i Jena. Eibner omtaler ogsaa den Forklaring pa,a Fæ- nomenet2), at af alle hvide Farver er Zinkhvidt den, der er mest tilbøjelig til at kondensere Vanddamp paa sin Overflade, idet det hermed i Forbindelse med Luftens Kulsyre danner et basisk Karbonat, at dog denne Proces ikke er Hovedaarsagen til disse Lys- virkninger fremgaar af Forsøg med Farver i Blan- ding med basisk Zinkkarbonat, som i Princip gav næsten samme Resultat, om end noget ringere Bleg- ning, som Parallelforsøg med Zinkilte. Samme Sted udtaler Eibner den Formodning, at Zinkiltets frem- skyndende Udblegningsvirkning paa Farver skyldes en Reduktion af Zinkiltet og dermed forbunden Ilt- overføring paa Farvestoffet. Naar man har set, hvilke indgribende Foran- dringer, Zinkilte kan give Anledning til, naar det belyses i Blanding med Bindemidler og visse Farver under strengt anærobe Betingelser, saa synes den Omstændighed, at Lufttilførslen til Farveblandingen ved den af Eibner . (Church) anvendte Belysnings- metode i alt Fald er noget begrænset, at være en plausibel Forklaring paa Glasbedækningens frem- skyndende Indflydelse paa Udblegningen af visse Farver, saaledes som den er iagttaget af dem; med andre Ord at disse Omsætninger er mere eller min- dre strengt anærobe, — at derfor kun de mindst anærobe Omdannelser giver sig til Kende ved Eibners (Church) Metode, medens de alle viser sig ved min. Selve Zinkiltets Virkemaade maa antages at være den, at det paa en eller anden endnu uopklaret Maade (hvorom senere) virker reducerende paa den anden Farvekomponent, at endvidere dets basiske ’) A. Eibner: Chem. Zeit. 1911, 82, 733 og paafølgende Numre. 2) A. Eibner: Über indigoide Farbstoffe in der Verwendung als Oelfarben. Chem. Zeit. 1909, 26, 229. *) Church: Farben und Malerei, Side 346. 2) Eibner: Farbenzeitung 1911, 1756.