126
Menneskets ringe Legemsstyrke, hans ringe Hurtighed, det
at han mangler naturlige Vaaben o. s. v., alt det bliver mere end
opvejet, for det første af hans Forstandsevner, der, medens han
endnu var i en temmelig barbarisk Tilstand, satte ham i Stand til
at danne sig Vaaben, Redskaber o. s. v., og for det andet ved hans
selskabelige Egenskaber, som førte ham til at hjælpe sine Medskab-
ninger og til at faa Hjælp fra dem igen. Intet Land i Verden er saa
vrimlende fuldt af farlige Dyr som Sydafrika, intet Land frembringer
mere frygtelige fysiske Vanskeligheder end de arktiske Regioner, og
dog holder en af de mindste Racer, nemlig Buskmændene, sig i
Sydafrika, og de dværgagtige Eskimoer sig i de arktiske Egne.
Menneskets Forfædre stod uden Tvivl, hvad Forstand angaar, og
rimeligvis ogsaa hvad selskabelig Drift angaar, under de laveste af
de nulevende vilde; men det er meget let at forstaa, at de kan have
eksisteret, ja endogsaa floreret, dersom de, medens de lidt efter lidt
tabte deres Dyrefærdigheder, f. Eks. Evnen til at klavre i Træer
o. s. v., samtidig skred fremad i Forstand. Men lad os indrømme,
at Menneskets Forfædre var mere forsvarsløse og hjælpeløse end
nogen af de vilde, der nu eksisterer, de vilde dog, dersom de havde
beboet et eller andet varmt Fastland eller en stor 0, som f. Eks.
Avstralien, Ny-Guinea eller Borneo (paa den sidste 0 lever nu
Orang-Utanger), ikke have været udsat for nogen særlig Fare. Paa
en Landstrækning saa stor som en af disse Øer vilde Rivaliseringen
mellem Stamme og Stamme have været tilstrækkelig til, under gun-
stige Omstændigheder, at hæve Mennesket til hans nuværende høje
Plads i de organiske Væseners Række ved Hjælp af Loven om, at
den stærkeste lever, i Forbindelse med de arvelige Virkninger af
Vane.