Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

128 Paa den anden Side maa de lavere Dyr have deres Legems- bygning modificeret for at kunne holde sig i Live under meget for- andrede Livsbetingelser. De maa gøres stærkere, eller erhverve sig stærkere Tænder og Kløer for at kunne forsvare sig mod nye Fjender, eller de maa reduceres i Størrelse, for at de kan undgaa at blive bemærkede og derved frelses. Udvandrer de til et koldere Klima, maa de blive beklædt med en tættere Pels eller ogsaa faa deres Konstitution forandret. Dersom de ikke bliver saaledes modi- ficerede, vil de ophøre at eksistere. Sagen er imidlertid, som Hr. Wallace med Rette har hævdet, en ganske anden, naar Menneskets intellektuelle og moralske Ev- ner kommer med i Spillet. Disse Evner er variable, og vi har al mulig Grund til at tro, at Varieringerne nedarves. Dersom de derfor har været af stor Betydning for de første Mennesker og deres abelig- nende Forfædre, saa vil de være bleven fuldkommengjort ved Kva- litetsvalg. Om Forstandsevnernes store Betydning kan der ingen Tvivl være, thi Mennesket skylder navnlig dem sin fremragende Stilling i Verden. Vi kan indse, at, selv i den aller simpleste sel- skabelige Ordning, vilde de Individer, der var de klogeste, som opfandt og anvendte de bedste Vaaben og Snarer, og som var bedst i Stand til at forsvare sig, komme til at efterlade sig det største Af- kom. De Stammer, der rummede det største Antal saaledes begavede Mennesker, vilde tiltage i Individantal og afløse andre Stammer. In- dividantallet er først og fremmest afhængig af Subsistensmidlerne, og disse igen til Dels af Landets fysiske Beskaffenhed, men i en meget højere Grad af de Færdigheder, Menneskene dér er i Besid- delse af. Vokser en Stamme og er sejrende, saa bliver den ofte endnu mere forøget ved at optage andre Stammer i sig.1) Den Stør- relse og Styrke, af hvilken Stammens Mænd er i Besiddelse, har ligeledes nogen Betydning for dens Held, og dette er igen for en Del afhængig af Beskaffenheden og Mængden af den Næring, der kan erholdes. I Evropa blev Bronzetidens Mennesker afløst af en stærkere og, efter deres Sværdfæster at dømme, mere storhaandet Race,2) men det var rimeligvis ikke saa meget det, de skyldte deres *) Efter nogen Tids Forløb gør de Medlemmer eller Stammer, der op- tages i en anden Stamme, Indtryk af, at de nedstammer fra denne Stam- mes Forfædre. Maine: „Ancient Law“, 1861, S. 131. 2) Marlot: „Soc. Vaud. Sc. Nat.“ 1860, S. 294.