Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

154 gamle til Hr. Flowers1) ganske nye, simpelthen for en Familie af Rovdyrenes Orden. Dersom Mennesket ikke havde været sin egen Klassifikator vilde han aldrig have tænkt paa, at der burde dannes en særegen Orden for hans Skyld. Det vilde overskride de Grænser, jeg har sat mig, ligesom det ogsaa vilde overstige min Viden, blot at nævne de utallige Bygnings- forhold, i hvilke Mennesket stemmer overens med de andre Pri- mater. Vor store Anatom og Filosof, Professor Huxley har givet en fyldig Behandling af dette Emne2) og er kommen til den Slut- ning, at Mennesket i alle Dele af sin Organisation afviger mindre fra de højere Aber, end disse fra de lavere Medlemmer af samme Gruppe. Som en Følge heraf „er der ikke noget, der kan retfær- diggøre den Fremgangsmaade, at sætte Mennesket i en særegen Orden for sig“. I Begyndelsen af dette Bind har jeg anført forskellige Kends- gerninger, der viste, hvor nøje Menneskets Konstitution stemmer overens med de højere Pattedyrs, og denne Overensstemmelse er utvivlsomt afhængig af en meget nær Lighed i mikroskopisk Byg- ning og kemisk Sammensætning. Jeg nævnte ogsaa som Eksempel vor Modtagelighed for de samme Sygdomme og for beslægtede Snyltedyr, vor fælles Smag for de samme Pirringsmidler og de ens Virkninger, der frembragtes herved saa vel som ved forskellige Lægemidler; og andre saadanne Kendsgerninger. Da smaa uvæsentlige Lighedspunkter mellem Mennesket og de højere Aber i Almindelighed ikke nævnes i systematiske Arbejder, og da de, naar de er talrige, tydeligt røber vort Slægtskab, vil jeg nævne nogle saadanne Punkter. Ansigtstrækkenes Stilling til hin- anden indbyrdes er aabenbart den samme hos Mennesker og Fir- hændede, og de forskellige Sindsbevægelser udtrykkes ved næsten de samme Muskel- og Hudbevægelser, navnlig over Øjenbrynene og omkring Munden. Nogle faa Udtryk er i Virkeligheden næsten de samme, f. Eks. visse Abearters Græden og den latterlignende Støj, som andre frembringer, idet samtidig Mundvigene trækkes til- bage, og det nedre Øjenlaag rynkes. Det ydre Øre er mærkværdig ens hos begge. Hos Mennesket er Næsen langt mere fremstaaende end hos de fleste Aber, men vi kan finde Spor til en begyndende 0 „Proc. Zoolog. Soc.“, 1869, S. 4. 2) „Evidence as to Man’s Place in Nature“ , 1863, S. 70, et passim.