Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

155 Ørnenæse hos Hulock-Gibbon’en, og hos Næseaben (Semnopithe- cus nasica) er dette endogsaa drevet til en latterlig Yderlighed. Mange Abers Ansigt prydes af Skæg, Whiskers eller Knebels- barter. Hovedhaaret faar en stor Længde hos Semnopithecus1), og hos Kappeaben (Macacus radiatus) udstraaler det fra et Punkt paa Issen og har en Skilning i Midten ligesom hos Mennesket. Det siges almindeligt, at Panden giver Mennesket hans ædle og forstandige Udseende, men Kappeabens tætte Hovedhaar ender pludseligt ned- ad til og efterfølges af saadanne korte Haar eller Dun, at Panden, selv i en kort Afstand, faar Udseende af at være ganske nøgen, Øjets Bryn undtagen. Man har fejlagtig paastaaet, at Aber ingen Øjenbryn har. Hos den Art, vi nys har nævnt, varierer Pandens Nøgenhed hos de forskellige Individer, og Eschricht siger,2) at hos vore Børn er Grænsen mellem den haarede Hovedbund og den nøgne Pande undertiden ikke tydeligt afsat; saa her synes vi at have et lille Tilfælde af Tilbageslag til en Stamform, hos hvilken Panden endnu ikke var bleven ganske nøgen. Det er almindelig bekendt, at Haarene paa vor Underarm peger opad og paa vor Overarm nedad mod Albuen. Denne mærkelige Anordning,' der saa lidet stemmer med de fleste lavere Pattedyrs Haarlag, har Mennesket fælles med Gorillaen, Chimpansen, Orang- Utangen, nogle Arter af Hylobates og endogsaa nogle amerikanske Aber. Men hos Hylobates agilis peger Forarmens Haar lige ned- efter eller imod Haandleddet paa den sædvanlige Maade, og hos Hylobates lar er det næsten opret med en kun ganske lille Hæld- ning forover, saa vi hos disse sidste Arter finder det i en Overgangs- tilstand. Det kan næppe betvivles, at hos de fleste Pattedyr er den Tykkelse og den Retning, Haarene har paa Ryggen, tillempet til at lade Regnen løbe af; selv de paa tværs gaaende Haar paa Hun- dens Forben kunde gøre Nytte i saa Henseende, naar Hunden hav- de lagt sig til at sove. Hr. Wallace bemærker, at Haarenes Kon- vergens op imod Albuen hos Orang-Utangen (hvis Levevis han saa omhyggelig har studeret) gør Nytte ved at lade Regnen løbe af, naar Dyret staar paa den Maade, det saa meget ynder, nemlig med bøjede Arme og med Hænderne foldede over en Gren eller over x) Isid. Geoffroy: „Hist. Nat. Gén.“ , Tom. II, 1859, S. 217. 2) „Ueber die Richtung der Haare“ etc., Müller: „Archiv für Anat. und Phys.“, 1837, S. 51.