Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

Forfatter: Charles Darwin

År: 1909

Forlag: Nordisk Forlag

Udgave: Anden udgave

Sider: 336

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 700 Forrige Næste
192 Par, men fra mange Individer, som har varieret i forskellig Grad, men paa den samme almindelige Maade, og vi kan slutte os til, at Menneskeracerne er bleven frembragt paa samme Maade, idet Modi- fikationerne enten har været det direkte Resultat af, at Individerne har været udsat for forskellige Betingelser, eller det indirekte Re- sultat af en eller anden Udvælgelsesmaade. Men dette sidste Emne skal vi snart komme tilbage til. Om Menneskeracernes Uddøen. — Delvis og fuldstændig Ud- døen af mange Menneskeracer og mange Underracer er historisk kendte Begivenheder. Humboldt saa i Sydamerika en Papegøje, som var den eneste levende Skabning, der kunde tale en uddød Stam- mes Sprog. Gamle Mindesmærker og Stenredskaber, der findes i de forskelligste Egne af Verden, og om hvilke de nulevende Seboere ikke har nogen som helst Tradition, antyder megen Uddøen. Nogle smaa og opløste Stammer, Rester af tidligere Racer, holder sig end- nu stadig i Live i isolerede Distrikter, der som oftest har Bjergnatur. I Evropa stod, ifølge Schaaffhausen1), alle de gamle Racer „paa et lavere Trin end de raaeste af de nulevende vilde“. De maa derfor til en vis Grad have afveget fra enhver nulevende Race. De Lev- ninger af Les Eyzies, der er beskrevne af Professor Broca2), hen- tydede, om endskønt de uheldigvis synes at have tilhørt en enkelt Familie, til en Race med en yderst besynderlig Kombination af lave eller abeagtige og høje Egenskaber og er „aldeles forskellige fra en hvilken som helst anden Race, gammel eller moderne, som vi nogen- sinde har hørt Tale om“. Den afveg derfor fra de belgiske Hulers kvarternære Race. Ugunstige fysiske Betingelser synes kun at have haft lidt Ind- virkning paa Racernes Uddøen3). Mennesket har længe levet i Nor- dens yderste Egne, hvor han hverken kan faa Træ til sine Kanoer eller til sine andre Redskaber, og hvor han kun har Tran til at bræn- de og til at varme sig paa og til at smelte Sneen med. Paa Sydspidsen af Amerika holder Ildlænderne sig i Live uden at være beskyttede ^Oversættelse i „Anthropological Review“, Oct. 1868, S. 431. 2) „Transact. Internat. Congress of Prehistoric Arch.“, 1868, S. 172— 175. Se ogsaa Broca (Oversættelse) i „Anthropogical Review“, Oct. 1868, S. 410. J) Dr. Gerland: „Ueber das Aussterben der Naturvölker“, 1868, S. 82.