Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

194 for dem. Det synes endvidere, mystisk som det er, som om forskel- lige Folkeslags første Møde fremavler Sygdomme1). Hr. Sproat, som paa Vancouver-Øen særlig beskæftigede sig med Spørgsmaalet om Uddøen, tror, at forandrede Livsvaner, som stedse følger Evropæer- nes Ankomst, medfører megen Sygelighed. Han lægger ogsaa stor Vægt paa en saa ubetydelig Omstændighed som den, at de indfødte bliver „forvildede og dumme ved det nye Liv omkring dem; de Grunde, de tidligere havde for at anstrenge sig, forsvinder, og der kommer ingen nye i deres Sted“2). Der, hvor Nationer kommer til at rivalisere med hinanden, synes Sejren at være meget stærkt betinget af det Civilisationstrin, paa hvilket Nationen staar. For nogle faa Aarhundreder siden frygtede Evropa østlige Barbarers Indfald, nu vilde enhver saadan Frygt være latterlig. Det er en endnu mærkeligere Omstændighed, siger Hr. Bagehot, at de vilde tidligere ikke svandt som Dug for Solen for de klassiske Nationer, hvad de nu gør for de moderne civiliserede Na- tioner ; ifald de havde gjort det, vilde de gamle Moralister have grun- det derover, men der er ikke hos nogen Skribent fra den Periode nogen som helst Klage over Barbarernes Uddøen3). Om endskønt Menneskeracernes gradvise Aftagen og endelige Ud- døen er et dunkelt Problem, saa kan vi dog se, at det skyldes mange Aarsager, der er forskellige paa de forskellige Steder og til de for- skellige Tider. Det er det samme vanskelige Problem, som det, de højere Dyrs Uddøen frembyder — f. Eks. den fossile Hest, som forsvandt fra Sydamerika, og i hvis Sted i det samme Strøg snart efter de spanske Hestes utallige Hjorder kom. Ny-Zeelænderen synes at være vidende om Parallelisme, thi han sammenligner sin fremtidige Skæbne med den indfødte Rottes, og denne er næsten udryddet af den evropæiske Rotte. Om endskønt Vanskeligheden er stor for vor Indbildningskraft og i Virkeligheden stor, dersom vi vil have Vished om de virkelige Aarsager, saa burde den dog ikke være det for vor Fornuft, naar vi blot stadig betænker, at hver en- ') Jeg har samlet („Journal of Researches, Voyage of the „Beagle“ S. 435) en Del Eksempler herpaa. Jævnfør ogsaa Gerland, ibid. S. 8. Poeppig omtaler „Civilisationens Aande som giftig for de vilde“ . 2) Sproat: „Scenes and Studies of Savage Life“, 1868, S. 284. 3) Bagehot: „Physics and Politics“, „Fortnightly Review“, 1. April 1868, S. 455.