Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

196 Individer, hvis Blod er ganske rent, nogensinde vil blive ensartet, derom har man ingen direkte Erfaring, men da det er ganske af- gjort, at et krydset Hold Husdyr i Løbet af nogle faa Generationer kan faa faste og bestemte Karakterer og ensformet Udseende ved en omhyggelig Udvælgelse,1) saa kan vi deraf drage den Slutning, at en igennem mange Generationer fortsat Krydsning mellem Indi- vider af en blandet ensartet Race vilde gøre samme Nytte som Ud- vælgelsen og undertrykke enhver Tendens til Atavisme, saa at en krydset Race tilsidst vilde blive ensartet, om endskønt den ikke kom til at faa en ligelig Blanding af Stamracernes Karakterer. Af alle Menneskeracernes Forskelligheder er Hudfarven den mest iøjnefaldende og den mest udprægede. Forskel i saa Henseen- de antoges tidligere at kunne forklares ved et længere Ophold i for- skellige Klimater; men først Pallas viste, at denne Antagelse var uholdbar, og nu følges han heri af næsten alle Anthropologen2) An- tagelsen er særlig bleven forkastet af den Grund, at de forskellig- farvede Racers Udbredelse — og de fleste af disse Racer har længe beboet deres nuværende Opholdssted -— ikke falder sammen med tilsvarende Klimatforskelligheder. Fremdeles maa der ogsaa lægges Vægt paa saadanne Tilfælde, som det, at de hollandske Familier, efter hvad der fortælles af en udmærket Hjemmelsmand,3) ikke har undergaaet den mindste Farveforandring, efter at de nu i tre hun- drede Aar har boet i Sydafrika. Det ensartede Udseende, Zigeunerne og Jøderne har i de forskellige Dele af Verden, — om endskønt de sidstes Ensartethed er bleven noget overdrevet4) — er ligeledes et Bevis herfor. Man har antaget, at en meget fugtig eller meget tør Atmosphære skulde have mere indflydelse paa Hudfarven end blot og bar Hede; men da D’Orbigny i Sydamerika og Livingstone i Afrika er kommen til diamentralt modsatte Resultater angaaende ^.The Variation of Animals and Plants under Domestication“, Vol. H, S. 95. 2) Pallas i „Act. Acad. St. Petersburgh“ , 1780, Part II, S. 69. Rudolphi følger ham i sine „Beyträge zur Anthropologie“, 1812. En udmærket sammentrængt Fremstilling af Forholdet er meddelt af Godron: „De l’Espéce“ , 1859, Vol. II, S. 246, o. s. v. s) Jfr. Andrew Smith, citeret hos Knox: „Races of Man“, 1850, S. 473. 4) Jfr. i saa Henseende de Quatrefages i „Revue des Cours Scientifiques“ , 17. Oct. 1868, S. 731.