Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

211 interessante end andre, der er tillæmpede efter de almindelige Livs- vaner, saa vil jeg gaa let hen over dem og kun nævne nogle faa Eks- empler ved hver enkelt Klasse. Der er mange andre Bygningsforhold og Instinkter, som maa være bleven udviklede ved Parringsvalg. Saadanne er f. Eks. de Angrebsvaaben og Forsvarsmidler, af hvilke Hunnerne betjener sig, naar de bekæmper deres Rivaler og driver dem paa Flugt - — deres Mod og Stridbarhed — deres forskelligartede Prydelser -— de Or- ganer, ved hvilke de frembringer Vokal- eller Instrumental-Musik — og endelig de Kirtler, der afsondrer lugtende Stoffer; de fleste af de sidstnævnte Dannelser tjener kun til at bedaare eller opflamme Hun- nen. At disse Karakterer er frembragt ved Parringsvalg og ikke ved almindelig Kvalitetsvalg er tydeligt, eftersom uvæbnede, uprydede eller utiltrækkende Hanner vilde staa sig lige godt i Kampen for Tilværelsen og efterlade et talrigt Afkom, dersom der ikke fandtes bedre begavede Hanner. At dette vilde være Tilfældet kan vi slutte os til deraf, at Hunnerne, som hverken har Vaaben eller Prydelser, er i Stand til at holde sig i Live og forplante deres Art. Sekun- dære Kønskarakterer af den nys omtalte Slags vil blive fyldigere om- talt i de følgende Kapitler, da de i mange Henseender er interes- sante, men særlig fordi de er afhængige af det ene af Kønnenes Individers Vilje, Valg og Rivalisering. Naar vi ser to Hanner kæm- pende om den samme Hun, eller forskellige Fuglehanner, der ud- folder deres straalende Fjerbeklædning og gør de mærkværdigste Bevægelser foran en Forsamling af Hunner, saa kan vi ikke tvivle om, at de jo, om endskønt de ledes af Instinkt, ved, hvad det er de gør, og bevidst bruger deres sjælelige og legemlige Evner. Paa samme Maade som Mennesket kan forbedre sine Kamp- haners Race ved en Udvælgelse af de Fugle, der har sejret i Hane- kampen, saaledes synes det ogsaa, som om de stærkeste og mest kraftige Hanner eller de, der er udrustede med de bedste Vaaben, er gaaet af med Sejren ude i Naturen og har afstedkommet en For- bedring af de naturlige Racer eller Arter. En ringe Grad af Varia- bilitet vilde, dersom den i de stadige Kampe paa Liv og Død gav nogen som helst Fordel, selv den mindste, være nok for Parrings- valget at arbejde med, og det er afgjort, at sekundære Kønskarak- terer er i høj Grad variable. Paa samme Maade som Mennesket kan give sit Fjerkræs Hanner en Skønhed, der falder i hans Smag —