Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

11 dem tilbage1), og efter hvad den ene af disse Folk fortalte mig, er det sandsynligt, at de fleste af os ved ofte at berøre vore Ører og derved henvende vor Opmærksomhed paa dem ved gentagne Forsøg komme til at faa den samme Evne til at bevæge dem. Evnen til at kunne spidse Øren og til at kunne dreje dem i alle Kompassets Ret- ninger er uden Tvivl i højeste Grad nyttig for mange Dyr, da de derved let opdager, naar der er Fare paa Færde. Men jeg har aldrig hørt om et Menneske, der havde det aller mindste Spor af Evne til at spidse Ører, — den eneste Bevægelse, han kunde have nogen Nytte af. Hele den ydre Ørebrusk kan, tillige med de forskellige Folder og Lapper (Helix og Antihelix, Tragus og Antitragus o. s. v.), der hos de lavere Dyr styrker og støtter Øret naar det spidses, uden i synderlig Grad at forøge dets Vægt, betragtes som et Rudiment. Nogle Forfattere antager imidlertid, at Ørebrusken tjener til at over- føre Svingningerne til Hørenerven; men Hr. Toynbee2), der har samlet alle de kendte Tilfælde, der vedrører denne Sag, er kommen til det Resultat, at det ydre Øre ikke er til nogen bestemt Nytte. Chimpansens og Orang-Utangens Ører ligner mærkværdigt Men- neskets, og Opsynsmændene i de zoologiske Haver forsikrer mig, at disse Dyr aldrig bevæger dem eller spidser dem, saa at de altsaa, hvad Funktion angaar, befinder sig i en lige saa rudimentær Tilstand som hos Mennesket. Hvorfor disse Dyr lige saa vel som Menneskets Stamform har mistet Evnen til at spidse Øren, ved vi ikke. Maaske de, skønt jeg er ikke ganske tilfreds med denne Antagelse, paa Grund af, at de opholdt sig i Træerne og var saa overordentlig stær- ke, kun var lidt udsat for Fare og derfor igennem en lang Periode kun bevægede deres Ører lidt og saaledes lidt efter lidt mistede Evnen til Bevægelse. Dette vilde være et Tilfælde, der var parallelt med det, at de store og tunge Fugle, der fordi de beboede Øer i Oceanet, ikke har været udsat for Angreb af Rovdyr, som en Følge heraf har mistet Evnen til at bruge deres Vinger til at flyve med. Den berømte Billedhugger Hr. Woolner underretter mig om en lille Ejendommelighed ved det ydre Øre, som han har iagttaget baade hos Mænd og Kvinder, og hvis fulde Betydning han opdagede. Han kom først til at lægge Mærke til denne Sag, da han arbejdede 3 Canestrini citerer i samme Anledning Hyrt. (Annuario della Soc. dei Naturalisti, Modena 1867, S. 97.) The diseases of the Ear by J. Toynbee, F. R. S., 1860, S. 12.