Menneskets Afstamning
og Parringsvalget
Forfatter: Charles Darwin
År: 1909
Forlag: Nordisk Forlag
Udgave: Anden udgave
Sider: 336
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
237
men kan ikke se, at Hornene bliver udviklede senere hos denne Race
end hos det almindelige Faar, hvor begge Køn har Horn. Men hos
det tamme Faar er Tilstedeværelsen af eller Manglen paa Horn ikke
nogen rigtig fast Karakter, idet en vis Del Merinofaar har smaa Horn,
og nogle af Vædderne er kullede, medens der af det almindelige
Faar nu og da frembringes kullede Hunner.
Hos de fleste Arter af Fasanernes prægtige Familie er Hannerne
paa en iøjnefaldende Maade forskellige fra Hunnerne, og de faar
deres Prydelser paa et temmelig sent Stadium af deres Liv. Den
ørede Fasan (Crossoptilon auritum) danner imidlertid en mærkelig
Undtagelse, thi begge Køn har de smukke Halefjer, de lange Øre-
duske og det fløjelsagtige purpurrødt omkring Hovedet, og efter Fore-
spørgsel til den zoologiske Have har jeg faaet at vide, at alle disse
Karakterer i Overensstemmelse med vor Regel fremkommer meget
tidligt. Man kan imidlertid kende den voksne Han fra den voksne
Hun paa en Karakter, nemlig den, at Hannen har Sporer, og i Over-
ensstemmelse med vor Regel begynder disse ikke at udvikles, for-
sikrer Hr. Bartlett, før i en Alder af seks Maaneder, og selv da kan
man næppe kende de to Køn fra hinanden1). Paafuglehønen og Paa-
fuglehanen er iøjnefaldende forskellige fra hinanden i næsten hver
eneste Del af deres Fjerbeklædning, undtagen hvad den elegante
spørgsler for mig hos de største Autoriteter angaaende de sachsiske
Merinofaar. I Afrika er der paa Guineakysten en Faarerace, hos hvilken,
ligesom hos Merinofaarene, kun Vædderne har Horn, og Hr. Winwood
Reade meddeler mig, at man en enkelt Gang har iagttaget, at en ung
Vædder, der var født den 10 Febr., først viste Spor til Horn den 6 Marts,
saa at Hornenes Udvikling i dette Tilfælde skete i en senere Livs-
periode — i Overensstemmelse med vor Regel — end hos Wales-Faa-
rene, hos hvilke begge Køn er hornede.
Hos den almindelige Paafugl (Pavo cristatus) har kun Hanen Sporer,
medens begge Køn hos den javanske Paafugl (P. muticus) er forsynede
med Sporer, noget, der ellers er usædvanligt. Jeg var derfor overbevist
om, at de hos den sidstnævnte Art udvikledes i en tidligere Livsperiode
end hos den almindelige Paafuglehane; men Hr. Hegt fra Amsterdam
meddeler mig, at hos unge Fugle fra de foregaaende Aar af begge Arter,
der blev sammenlignede den 23 April 1869, var der ingen Forskel paa
Sporernes Udvikling. Men Sporerne repræsenteredes endnu kun af smaa
Knuder eller Forhøjninger. Jeg antager, at jeg vilde have faaet Meddelel-
ser derom, ifald der senere var bleven iagttaget nogen Forskel i Udvik-
lingens Gang.