Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

293 kaldt af Hannerne, kunde, ifald den gjorde, om end aldrig saa lidt, Nytte ved at hidkalde Hunnerne, let være bleven forstærket ved Parringsvalg, idet passende Varieringer i Nerver- nes Ruhed stadigt blev bevarede. I den tredje og sidste Familie, nemlig Markgræshopperne (Acri- diidæ), frembringes Lyden paa en meget forskellig Maade og er, ifølge Dr. Scudder, ikke saa hvinende som i de foregaaede Familier. In- dersiden af Laaret (Figur 13 r) er forsynet med en Længderække af Fig. 13. Bagben af Stenobothrus pratorum; r Tand- rækken ; den nederste Figur forestiller Tand- rækken meget forstørret (efter Landois). smaa elegante, lancetformede, elastiske Tænder i et Antal fra 85 til 931); og disse bliver ført tværs over de skarpe fremspringende Nerver paa Dækvingerne, som her- ved bringes til at vibrere og lyde. Harris2) siger, at, naar en af Han- nerne begynder at spille, „saa bøjer den først Bagbenets Skinneben ind mod Laaret, hvor det griber ind i en Fure, og saa trækker den hurtigt Benet op og ned. Den spiller ikke paa begge Fedlerne paa engang, men først paa den ene og saa paa den anden.“ Hos mange Arter er Grunden af Bagkroppen opblæst til et stort hult Legeme, der antages at virke som Klangbund. Hos Pneumora (Fig. 14), en sydamerikansk Slægt (samme Familie), træffer vi en ny og mærkelig Modifikation. Hos Hannerne rager der nemlig en lille udskaaren Liste skævt frem paa hver Side af Bagkroppen, imod hvilken Bag- benenes Laar gnides3). Da Hannen er forsynet med Vinger, medens Hunnen er vingeløs, er det mærkværdigt, at Laarene ikke gnides paa den sædvanlige Maade imod Dækvingerne; men dette har maa- ske sin Grund i Bagbenenes usædvanlig ringe Størrelse. Jeg har ikke haft Lejlighed til at undersøge Indersiden af Laarene, som, at dømme efter Analogi, sagtens er fint savtakket. Pneumoraarterne er bleven stærkere modificerede, for Lydfrembringelsens Skyld, end noget andet skindvinget Insekt; thi hos Hannen er hele Legemet bleven omdannet til et Musikinstrument, idet Dyret nemlig er op- *) Landois, ibid. S. 113. 2) „Insects of New England“, 1842, S. 133. 8) Westwood: „Modern Classification“, Vol. I, S. 462.