Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

318 Taknemlighedsgæld for de fleste af de følgende Meddelelser, og fordi han har revideret det følgende Kapitel, at han i den sydameri- kanske Slægt Epicalia kender tolv Arter, hvis to Køn opholder sig paa de samme Lokaliteter (og dette er ikke altid Tilfældet med Sommerfuglene), og hvor disse derfor ikke kan være bleven for- skelligt paavirkede af udvortes Betingelser1). Hos ni af disse Arter hører Hannerne til de mest pragtfulde af alle Sommerfugle og af- viger i saa høj Grad fra deres sammenlignelsesvis simple Hunner, at de tidligere blev sat i forskellige Slægter. Disse ni Arters Hun- ner ligner hinanden i deres Farvnings Hovedtræk og ligner ligeledes begge Køn af forskellige nær staaende Slægter, som findes i for- skellige Egne af Verden. Derfor kan vi i Overensstemmelse med Descendensteorien slutte, at disse ni Arter, og rimeligvis alle andre i Slægten, nedstammer fra en tidligere Form, der var farvet paa næsten samme Maade. I den tiende Art har Hunnen endnu beholdt den samme Farvning, men Hannen ligner hende, saa at den altsaa er farvet paa en meget mindre livlig Maade end Hannerne hos den fore- gaaende Art. Hos den ellevte og tolvte Art afviger Hunnerne fra den Farvningstype, som er den almindelige for denne Slægts Køn, thi de er livligt farvede, næsten paa samme Maade som Hannerne, men i en noget ringere Grad. Saaledes synes det, som om i disse to Arter Hannernes straalende Farver var bleven nedarvede til Hun- nerne, medens Hannen af den tiende Art enten har beholdt eller generhvervet de simple Farver, som Hunnerne og Slægtens Stam- form har; begge Køn er saaledes i begge disse Tilfælde, skønt paa forskellig Maade, bleven gjort næsten ens. I den nærstaaende Slægt Eubagis er begge Kønnene af nogle Arter simpelt farvede og næsten ens, medens Hannerne hos største Delen af Arterne er prydede med skønne metalglinsende Farver paa forskellig Maade og er meget for- skellige fra deres Hunner. Hele Slægten igennem beholder Hun- nerne den samme almindelige Farvningsmaade, saa at de i Alminde- lighed har meget mere Lighed med hinanden indbyrdes end med deres egne Hanner. I Svalehalernes Slægt (Papilio) er alle Arterne af Aeneasgrup- pen iøjnefaldende ved deres tydelige og stærkt kontrasterende Far- 1) Jævnfør ogsaa Hr. Bates Afhandling i: „Proc. Ent. Soc. of Philadel- phia“ , 1865, S. 206. Se ligeledes Hr. Wallace om samme Ting for Dia- demas Vedkommende, i: „Transact. Entomolog. Soc. of London“ 1869 S. 278.