ANDET KAPITEL
Sammenligning mellem Menneskets og de lavere Dyrs
sjælelige Evner.
Forskellen mellem den højest staaende Abe og den lavest staaende
vildes sjælelige Evner er uhyre stor — Visse Instinkter er fælles — Sinds-
bevægelserne — Nysgerrighed — Efterabelse — Opmærksomhed — Hu-
kommelse — Indbildningskraft — Forstand — Fremadskridende Udvikling
— Dyr, der bruger Værktøj og Vaaben — Sprog — Selvbevidsthed —
Skønhedssans — Tro paa Gud, Aandevirksomhed, Overtro.
Vi har i det sidste Kapitel set, at Mennesket i dels Legemsbyg-
ning har tydelige Spor af, at det nedstammer fra en eller anden
lavere Form; men man kunde mene, at da Mennesket i sine Aands-
evner afviger i saa høj Grad fra alle de andre Dyr, saa maatte der
være noget fejlagtigt ved denne Slutning. Forskellen i den nævnte
Henseende er ganske vist overordentlig stor, selv om vi sammen-
ligner en af de lavest staaende vilde, som ikke har Ord til at ud-
trykke noget Tal, der er større end fire, og som ingen abstrakte
Betegnelser benytter for de aller almindeligste Genstande eller
Følelser,1) med den højest organiserede Abe. Forskellen vilde gan-
ske vist endnu vedblive at være uhyre stor, selv om en af de højere
Aber var bleven forbedret eller civiliseret saa meget som Hunden
er bleven det i Sammenligning med dens Stamform Ulven eller
Jakalen. Ildlænderne er nogle af de laveste af de vilde Folkestam-
mer, men jeg blev stadig forbavset over, hvor nøje de tre indfødte,
der var ombord paa hendes Majestæts Skib „Beagle“ („Sporhun-
den“) og som havde levet nogle Aar i England og kunde tale en
lille Smule Engelsk, lignede os i Sindelag og i de fleste af vore
Aandsevner. Dersom intet andet organisk Væsen end Mennesket
Se Beviset herfor i Lubbock: „Prehistoric Times“ , S. 354 osv.