Menneskets Afstamning
og Parringsvalget
Forfatter: Charles Darwin
År: 1909
Forlag: Nordisk Forlag
Udgave: Anden udgave
Sider: 336
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
*) Citeret i: „The Farmer“, 1868, S. 369.
2) Jeg har taget denne Beskrivelse af Yarrell’s: „British Fishes“, Vol. I,
1836, S. 261 og 266.
Hvad Størrelsen angaar, hævder Hr. Carbonnier1), at Hunnen
er større end Hannen hos næsten alle Fisk, og Dr. Günther kender
ikke et eneste Eksempel paa, at Hannen virkelig er større end Hun-
nen. Hos nogle Cyprinodonter er Hannen ikke engang halv saa stor
som Hunnen. Da Hannerne hos mange Fiskearter i Almindelighed
kæmper med hinanden, er det forbavsende, at de ikke ved Parrings-
valgets Virkninger i det hele er bleven større og stærkere end Hun-
nerne. Hannerne lider under, at de er saa smaa, thi ifølge Hr. Car-
bonnier er de udsat for at blive slugt af Hunner af deres egen Art,
naar disse er kødædende, og uden Tvivl ogsaa af andre Arter. Be-
tydelig Størrelse maa paa en eller anden Maade være vigtigere for
Hunnerne, end Styrke og Størrelse er det for Hannerne i Kampen
med deres Rivaler; og den Betydning, Størrelsen har for Hunnerne,
er maaske den, at den gør dem det muligt at frembringe en stor
Masse Æg.
Hos mange Arter er Hannen kun prydet med straalende Farver,
eller ogsaa er Farverne mere straalende end hos Hunnen. Hannen
er ogsaa undertiden forsynet med Vedhæng, der ikke synes at være
til mere Nytte for ham i de almindelige Livsforhold, end Halefjerene
er det for Paafuglen. For de fleste af de følgende Kendsgerninger
har jeg Dr. Günthers store Venlighed at takke. Der er Grund til at
antage, at der hos mange tropiske Fisk er Forskel paa Kønnenes
Farve og Bygning, og selv hos vore britiske Fisk har vi nogle en-
kelte slaaende Eksempler derpaa. Hannen af Callionymus lyra er
bleven kaldet den ædelstenbesatte Drage, „paa Grund af dens straa-
lende ædelstensagtige Farver“. Naar den lige bliver taget op af
Havet, er dens Legeme gult i forskellige Afskygninger og stribet og
plettet af et skinnende blaat paa Hovedet; Rygfinnerne er blegt
brune med mørke Længdebaand, Bugfinnen, Halefinnen og Gat-
finnen er sorteblaa. Hunnen, eller den smudsige Drage, blev af
Linné og mange Naturforskere efter ham anset for en særegen Art;
den er smudsig rødbrun med brun Rygfinne, de andre Finner er
hvide. Kønnene er ogsaa forskellige fra hinanden i Mundens og
Hovedets forholdsvise Størrelse og ligeledes i Øjnenes Stilling2);
men den mest slaaende Forskel er den, at Hannens Rygfinne er saa