Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

*) Jævnfør angaaende denne Slægt Dr. Günther i: „Proc. Zoolog. Soc.“ , 1868, S. 232. 2) F. Buckland i: „Land and Water“, Juli 1868, S. 377. (Her findes ogsaa en Afbildning.) s) Dr. Günther i: „Catalogue of Fishes“ , Vol. III, S. 221 og 240. Hos en siluroid Fisk, der lever i Sydamerikas Ferskvandssam- linger, nemlig Plecostomus barbatus1) (Fig. 30), er Hannens Mund og Interoperculum beklædt med Skæg af stive Haar, til hvilke der næppe er Spor hos Hunnen. Disse Haar er af en skælagtig Natur. Hos en anden Art af samme Slægt springer der bløde bøjelige Føle- traade frem fra den forreste Del af Hannernes Hoved, men hos Hunnen mangler de. Disse Føletraade er ligefrem Forlængelser af Huden og derfor ikke homologe med de stive Haar hos den først- nævnte Art, men der kan jo næppe være nogen Tvivl om, at de gør samme Nytte. Hvilken Nytte denne nu er, det kan jo være temmelig vanskeligt at afgøre; at de skulde være til Prydelse, det synes ikke sandsynligt, men vi kan næppe antage, at stive Haar og bøjelige Traade kan paa nogen almindelig Maade være nyttige for Han- nerne alene. Monacanthus scopas, som Dr. Günther viste mig i Bri- tish Museum, frembyder et næsten analogt Tilfælde. Hannen har et Bundt af stive stribede Torne, ligesom Tænderne i en Kam, paa begge Sider af Halen, og hos et Eksemplar, der var seks Tommer langt, havde de en Længde af næsten halvanden Tomme. Hunnen har paa det samme Sted et Knippe Børster, der nærmest kan sammen- lignes med en Tandbørste. Hos en anden Art, M. peronii, har Han- nen en Børste, ligesom Hunnerne i den sidst nævnte Slægt havde, medens Halens Sider er glatte hos Hunnen. Hos nogle andre Arter er den samme Del af Halen en lille Smule ru hos Hannen og fuld- kommen glat hos Hunnen, og hos atter andre er endelig begge Køn glatte. Hos det besynderlige Uhyre Chimæra monstrosa har Hannen paa Spidsen af Hovedet et fremadbøjet krogformet Ben, hvis afrun- dede Ende er bedækket med stærke Torne; hos Hunnen „mangler denne Krone ganske“ ; men hvad Nytte den gør, det ved man slet ikke2). De Dannelser, vi hidtil har omtalt, er permanente hos Hannen, efter at den er ble ven voksen; men hos nogle Aalekvabber (Blen- nius) og hos en anden nærstaaende Slægt3) er det kun i Parrings- tiden, at der er en Kam paa Hannens Hoved, og dens Legeme faar