Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

19 høres fra en Dybde af tyve Favne. Fiskerne fra Rochelle forsikrer, at kun Hannerne frembringer denne Lyd under Parringstiden, og at det, ved at efterligne Lyden, er muligt at tage dem uden Madding“.1) Dersom denne Meddelelse er paalidelig, saa har vi her i denne Hvirveldyrenes laveste Klasse et Eksempel paa noget, vi skal se forekommer i alle de andre Hvirveldyrklasser, og som, hvad vi alle- rede har set, ogsaa findes hos Insekter og Edderkopper: nemlig at vokale og instrumentale Lyde saa almindeligt bruges som Parrings- raab eller som et Tiltrækningsmiddel, at Evnen til at frembringe disse Lyde sandsynligvis først blev udviklet i Forbindelse med Ar- tens Forplantning. Padder. Halepadder (Urodela). — Først omtaler vi de med Haler for- synede Padder. Hos Salamandrene er der ofte megen Forskel paa Kønnenes Farve og Bygning. Hos nogle Arter udvikles der i Par- ringstiden Gribekløer paa Hannernes Forben, og paa denne samme Tid er Baglemmernes Fødder hos Triton palmipes forsynede med en Svømmehud, som næsten ganske absorberes om Vinteren, hvorved deres Fødder paa den Tid kommer til at ligne Hunnernes2). Denne Bygningsdel er uden Tvivl Hannerne til Nytte under deres ivrige Søgen efter Hunnerne. Hos vore almindelige Salamandre (Triton punetatus og cristatus) udvikles der en stor, meget indskaaren Kam ned ad Hannens Ryg og Hale under Parringstiden, men den absor- beres om Vinteren. Den er ikke, hører jeg fra Hr. St. George Mi- vart, forsynet med Muskler og kan derfor ikke gøre Nytte som Be- vægelsesredskab. Da den i Parringstiden bliver bræmmet med straa- lende Farver, kan der næppe være Tvivl om, at den jo tjener som Prydelse for Hankønnet. Hos mange Arter har Legemet stærkt af- stikkende, skønt skidne Farver, og disse bliver under Parringstiden mere livlige. Hannen af vor almindelige lille Salamander, Triton punetatus f. Eks., er „brungraa ovenpaa, nedenunder gul,w hvilket om Foraaret bliver til rigt straalende orange med runde mørke Pletter“. Kanten af Kammen er da ogsaa stærkt rødt eller violet anløben. Hunnen har i Almindelighed en gulbrun Farve med spredte brune Pletter og Underfladen er ofte ganske ensfarvet3), Ungerne har x) Hr. C. Kingsley i: „Nature“, Maj 1870, S. 40. 2) Bell: „History of British Reptiles“, anden Udg., 1849, S. 156—159. *) Bell: ibid., S. 146, 151.