Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

18 gene, saa at Hunnen af Solenostoma i den sidste Henseende af- viger fra alle andre Lophobranchii; og fra alle andre Fisk afviger den derved, at den er livligere farvet end Hannen. Det er usandsynligt, at det, at Hunnens Karakter her paa en mærkelig Maade i to Tilfælde er det sædvanlige modsat, skulde være et tilfældigt Sammentræf. Da Hannerne hos forskellige Fiske- arter, der er ene om at sørge for Æg og Unger, er mere livligt farvede end Hunnerne, og da her Solenostomahunnen har det nævn- te Hverv og har livligere Farver end Hannen, saa kunde man hævde, at de iøjnefaldende Farver hos det Køn, der er det vigtigste for Af- kommets Velfærd, paa en eller anden Maade gør Nytte som Beskyt- telsesfarver. Men da der er en Mængde Fisk, hvis Hanner enten stadigt eller periodisk har livligere Farver end Hunnerne, medens deres Liv paa ingen Maade er mere væsentligt for Artens Velfærd end Hunnernes, saa kan dette, antager jeg, næppe fastholdes. Naar vi kommer til at omtale Fuglene, vil vi møde analoge Tilfælde, hvor der er en fuldstændig Venden om af de to Køns sædvanlige Attri- buter, og vi skal da der meddele, hvad der synes at være den rime- ligste Forklaring, nemlig at Hannerne har udvalgt de mest tiltræk- kende Hunner, i Stedet for at disse, i Overensstemmelse med den i hele Dyreriget almindelige Regel, skulde have valgt de mest tiltræk- kende Hanner. I det hele taget kan vi antage, at hos de fleste af de Fisk, hos hvilke der er Forskel paa Kønnenes Farver eller andre ornamentale Karakterer, er det oprindelig Hannerne, der har varieret og nedarvet deres Varieringer til det samme Køn og ophobet dem ved Parrings- valg, d. v. s. ved at tiltrække eller opflamme Hunnerne. I mange Tilfælde er imidlertid saadanne Karakterer bleven overført enten delvis eller fuldstændigt til Hunnerne. I andre Tilfælde har begge Køn faaet samme Farve for Sikkerheds Skyld; men i intet Tilfælde synes det at være sket, at Hunnen har faaet sine Farver eller andre Karakterer særligt modificerede i dette Øjemed. Det sidste Punkt, som vi maa lægge Mærke til, er det, at man i mange Egne af Verden har Fisk, der frembringer en ejendommelig Larm, der i nogle Tilfælde beskrives som velklingende. Man ved kun meget lidt med Hensyn til de Midler, ved hvilke saadanne Lyde frembringes, og endnu mindre ved man om, hvortil de tjener. De i de evropæiske Søer levende Umbrinaers Trommen siges at kunne