Menneskets Afstamning
og Parringsvalget
Forfatter: Charles Darwin
År: 1909
Forlag: Nordisk Forlag
Udgave: Anden udgave
Sider: 336
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
18
gene, saa at Hunnen af Solenostoma i den sidste Henseende af-
viger fra alle andre Lophobranchii; og fra alle andre Fisk
afviger den derved, at den er livligere farvet end Hannen.
Det er usandsynligt, at det, at Hunnens Karakter her paa
en mærkelig Maade i to Tilfælde er det sædvanlige modsat, skulde
være et tilfældigt Sammentræf. Da Hannerne hos forskellige Fiske-
arter, der er ene om at sørge for Æg og Unger, er mere livligt
farvede end Hunnerne, og da her Solenostomahunnen har det nævn-
te Hverv og har livligere Farver end Hannen, saa kunde man hævde,
at de iøjnefaldende Farver hos det Køn, der er det vigtigste for Af-
kommets Velfærd, paa en eller anden Maade gør Nytte som Beskyt-
telsesfarver. Men da der er en Mængde Fisk, hvis Hanner enten
stadigt eller periodisk har livligere Farver end Hunnerne, medens
deres Liv paa ingen Maade er mere væsentligt for Artens Velfærd
end Hunnernes, saa kan dette, antager jeg, næppe fastholdes. Naar
vi kommer til at omtale Fuglene, vil vi møde analoge Tilfælde, hvor
der er en fuldstændig Venden om af de to Køns sædvanlige Attri-
buter, og vi skal da der meddele, hvad der synes at være den rime-
ligste Forklaring, nemlig at Hannerne har udvalgt de mest tiltræk-
kende Hunner, i Stedet for at disse, i Overensstemmelse med den i
hele Dyreriget almindelige Regel, skulde have valgt de mest tiltræk-
kende Hanner.
I det hele taget kan vi antage, at hos de fleste af de Fisk, hos
hvilke der er Forskel paa Kønnenes Farver eller andre ornamentale
Karakterer, er det oprindelig Hannerne, der har varieret og nedarvet
deres Varieringer til det samme Køn og ophobet dem ved Parrings-
valg, d. v. s. ved at tiltrække eller opflamme Hunnerne. I mange
Tilfælde er imidlertid saadanne Karakterer bleven overført enten
delvis eller fuldstændigt til Hunnerne. I andre Tilfælde har begge
Køn faaet samme Farve for Sikkerheds Skyld; men i intet Tilfælde
synes det at være sket, at Hunnen har faaet sine Farver eller andre
Karakterer særligt modificerede i dette Øjemed.
Det sidste Punkt, som vi maa lægge Mærke til, er det, at man i
mange Egne af Verden har Fisk, der frembringer en ejendommelig
Larm, der i nogle Tilfælde beskrives som velklingende. Man ved
kun meget lidt med Hensyn til de Midler, ved hvilke saadanne Lyde
frembringes, og endnu mindre ved man om, hvortil de tjener. De i
de evropæiske Søer levende Umbrinaers Trommen siges at kunne