Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

25 Fordi Slanger har nogen Forstand og stærke Lidenskaber, der- for behøver de ikke at have tilstrækkelig Smag til at beundre straa- lende Farver hos deres Mager, hvilket jo vilde føre til, at Arten var bleven forskønnet ved Parringsvalg. Alligevel er det vanskeligt at give nogen som helst anden Forklaring af visse Arters større Skøn- hed ; saaledes de sydamerikanske Koralslanger, som er glimrende røde med sorte og hvide Tværstriber. Jeg husker nok, hvor forbav- set jeg blev over, hvor skøn den første Koralslange var, som jeg saa sno sig tværs over en brasiliansk Gangsti. Slanger, der er farvede paa denne ejendommelige Maade, findes, som Hr. Wallace hævder med Dr. Günther som Hjemmelsmand1), intet andet Sted i Verden end i Sydamerika, og her er der da heller ikke mindre end fire Slæg- ter. Af disse er en, Elaps, giftig, en anden og vidt forskellig Art er maaske giftig, og de to andre er aldeles uskadelige. De Arter, der hører til disse forskellige Slægter, bebor forskellige Strøg og ligner hinanden saa meget, „at kun en Naturforsker kan kende de uskade- lige fra de giftige“. Derfor har rimeligvis, som Hr. Wallace tror, de uskadelige Arter faaet disse Farver for en Sikkerheds Skyld efter Formumningsprincippet; thi de vil naturligvis blive anset for farlige af deres Fjender. Men Grundene til den giftige Elaps’ straalende Farver bliver jo ikke herved forklarede, men det kan jo være, de skyldes Parringsvalget. Øglerne (Lacertilia). — Nogle og rimeligvis mange Øglearters Hanner kæmper med hinanden om Hunnerne. Saaledes er den i Træer levende Anolis cristatellus i Sydamerika i høj Grad stridbar. „I Foraarstiden og om Forsommeren træffer to voksne Hanner sjæl- dent paa hinanden, uden at det kommer til Kamp. Saasnart de faar Øje paa hinanden, nikker de med Hovedet en to, tre Gange, og samtidig opspiler de Posen under Struben, deres Øjne flammer af Raseri, og efter at de har svunget deres Haler fra den ene Side til den anden nogle faa Sekunder, ligesom for at samle Styrke, springer de rasende ind paa hinanden, tumler frem og tilbage og holder fast i hinanden med Tænderne. Striden ender i Almindelighed med, at den ene af de kæmpende mister sin Hale, der saa ofte bliver fortæret af Sejrherren.“ Hos denne Art er Hannen betydelig større end Hun- 0 „Westminster Review“, 1. Juli 1867, S. 32. Darwin: Menneskets Afstamning II 3