Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

Hannen skinnende grøn, og Hunnen broncefarvet1). Uden Tvivl gør nogle Slangers Farve Nytte som Beskyttelsesfarver; dette gælder saaledes om Træsnogenes grønne Farver og de forskellige dunkle Pletter hos de Arter, der lever paa sandede Pladser, men det er tvivlsomt, hvorvidt Farverne hos mange Arter, f. Eks. den alminde- lige engelske Hugorm, tjener til at skjule dem, og dette er endnu mere tvivlsomt for de mange fremmede Arters Vedkommende, hvis Farver har en saa elegant Anordning. Under Parringstiden er deres lugtfrembringende Analkirtler i Funktion2). Og det samme gælder ogsaa om Kirtlerne hos Øglerne og, som tidligere bemærket, om Krokodillernes Underkæbekirtler. Da de fleste Dyrs Hanner søger efter Hunnerne, tjener disse lugt- frembringende Kirtler sandsynligvis snarere til at ægge eller for- trylle Hunnen, end til at lede hende hen til den Plet, hvor Hannen findes3). Saa lade Slangehannerne end synes, er de dog forliebte; thi man har set dem flokkes rundt om den samme Hun, ja endog om en Huns Lig. Man ved ikke noget om, at de kæmper om Hunnerne. Deres Forstandsevner er mere udviklede, end man skulde have an- taget. En udmærket Iagttager paa Ceylon, Hr. E. Layard4), saa en Cobra stikke sit Hoved igennem et snævert Hul og sluge en Tudse. „Da den havde gjort det, var den blevet saa tyk, at den ikke kunde komme tilbage; da den mærkede det, saa gav den, skønt modstræ- bende, den kostelige Mundfuld fra sig, og Tudsen begyndte at kravle bort. Dette var imidlertid for meget, selv for en Slanges Filosofi, og Tudsen blev slugt igen, og igen blev Slangen, efter voldsomme An- strengelser for at komme ud, nødt til at give Byttet fra sig. Men nu havde den imidlertid lært noget af sit Uheld, og den greb Tudsen ved det ene Ben, trak den ud og slugte den triumferende.“ *) Dr. A. Günther: „Reptiles of British India“ , Ray. Soc., 1864, S. 304, 308. 2) Owen: „Anatomy of Vertebrates“ , Vol. I, 1866, S. 615. s) Den berømte Botaniker Schleiden bemærker lejlighedsvis („Ueber den Darwinismus“ i „Unsere Zeit“, 1869, S. 269), at Klapperslangernes tvende Køn bruger deres Rangle til at kalde paa hinanden med. Jeg ved ikke, om dette Udsagn grunder sig paa nogen direkte Iagttagelse. De nævnte Slanger parres i den zoologiske Have, men Vogterne har aldrig set noget til, at de bruger deres Rangler mere i Brunsttiden end ellers. 4) „Rambles in Ceylon“ i „Annals and Mag. of Nat. Hist.“ Anden Række, Vol. IX, 1852, S. 333.