29
nede end Hunnernes. Dette er f. Eks. Tilfældet med den ovenfor
nævnte Cophotis og den sydafrikanske Acanthodactylus capensis.
Hos en Cordylus fra den nævnte Verdensdel er Hannen enten
meget rødere eller meget grønnere end Hunnen. Hos den indiske
Calotes nigrilabris er der større Forskel paa Kønnenes Farve; Han-
nens Læber er endvidere
sorte, medens Hunnens er
grønne. Hos vort alminde-
lige lille levendefødende
Firben (Zootoca viripara)
„er Undersiden af Krop-
pen og Grunden af Halen
hos Hannen skinnende
orangefarvet, plettet med
sort; hos Hunnen er disse
Dele blegt graagrønne uden
Pletter“1). Vi har set, at
kun Hannerne hos Sitana
har Strubepose, og at den-
ne er pragtfuldt farvet med Chamæleon Owenii. Øverste Figur: Han; nederste
blaat, sort og rødt. Hos Fieur: Hun-
Proctotretus tenuis fra Chi-
le er kun Hannen tegnet med Pletter af blaat, grønt og kobber-
rødt2). Jeg samlede i Sydamerika fjorten Arter af denne Slægt, og
om endskønt jeg forsømte at lægge Mærke til Kønnene, mindes jeg
dog, at jeg saa, at kun visse Individer var tegnede med smaragd-
lignende grønne Pletter, medens andre havde orangefarvede Stru-
ber, og det var utvivlsomt i begge Tilfælde Hanner.
Hos de foregaaende Arter har Hannerne mere straalende Far-
ver end Hunnerne; men hos mange Øgler er begge Køn farvede
paa den samme elegante eller endogsaa pragtfulde Maade, og der
er ikke nogen Grund til at antage, at saadanne iøjnefaldende Farver
yder nogen Beskyttelse. Hos nogle Øgler tjener imidlertid de grønne
) Bell: „History of British Reptiles“, Anden Udg., 1849, S. 40.
2) Om Proctotretus se: „Zoology of the Voyage of the „Beagle“: Rep-
tiles“, ved Hr. Bell, S. 8. Om de sydafrikanske Øgler se: „Zoology of
S. Africa: Reptiles“, ved Sir Andrew Smith, Pl. 25 og 39. Om den indi-
ske Calotes se: „Reptiles of British India“, ved Dr. Günther, S. 143.