Menneskets Afstamning
og Parringsvalget

35 fremkalder den mindste Bevægelse hos en af Fuglene en almindelig Kamp1). Det vil være tilstrækkeligt at meddele to Eksempler paa de med Svømmehud forsynede Fugles Stridbarhed: „I Guiana fore- falder der under Parringstiden blodige Kampe mellem den vilde Moskusands (Cairina moschata) Hanner, og hvor disse Kampe har fundet Sted, er Strømmene rundt om bedækkede med Fjer“ .2) Fugle, som synes ilde skikkede til at kæmpe, indlader sig paa hef- tige Kampe; saaledes driver hos Pelikanerne de stærkere Hanner de svagere bort, nappende med deres store Næb og uddclende tunge Slag med deres Vinger. Sneppehanner kæmper med hinanden, „idet de puffer og drager hinanden med deres Næb paa den mærkeligste Maade af Verden.“ Nogle faa Arter antages aldrig at kæmpe; dette er, ifølge Audubon, Tilfældet med en af de forenede Staters Spæt- ter (Picus auratus), om endskønt „Hunnerne følges af omtrent et halvt Dusin af deres muntre Bejlere.“3) Mange Fuglearters Hanner er større end Hunnerne, og dette er uden Tvivl en Fordel for dem i Kampene mod deres Rivaler og er bleven vundet ved Parringsvalg. Kønnenes Forskel i Størrelse gaar næsten til Yderligheder hos forskellige australske Arter; saaledes har Moskus-Andrikken (Biziura) og Hannen af Cincloramphus eru- ralis (beslægtet med vore Pibere) ved Maaling vist sig at være to Gange saa store som deres respektive Hunner.4) Hos mange andre Fuglearter er Hunnerne større end Hannerne, og som tidligere be- mærket vil den ofte givne Forklaring, den nemlig, at Hunnerne har den største Del af Arbejdet med at opklække Ungerne, ikke slaa til. I nogle faa Tilfælde har, som vi senere skal se, Hunnerne aaben- bart faaet denne betydelige Størrelse og Styrke for at kunne besejre andre Hunner og komme i Besiddelse af Hannerne. Mange Hønsefugles Hanner, særlig af de polygame Arter, er forsynede med særegne Vaaben, med hvilke de kan bekæmpe deres Rivaler, og disse Vaaben, de saakaldte Sporer, kan bruges med frygtelig Virkning. En paalidelig Forfatter5) har meddelt, at en Høg *) Macgillivray: „Hist. Brit. Birds“, Vol. IV, 1852, S. 177—181. 2) Sir R. Schomburgk i: „Journal of R. Geograph. Soc.“ , Vol. XIII, 1843, S. 31. 8) „Ornithological Biography“, Vol. I, S. 191. Om Pelikaner og Snepper se Vol. Ill, S. 381, 477. 4) Gould: „Handbook of Birds of Australia“, Vol. I, S. 395; Vol. II, S. 383. 5) Hr. Hewitt i: „The Poultry Book“ af Tegetmeier, 1866, S. 137.